Fiksering af søer under faring og diegivning er en praksis, der vækker stor bekymring for dyrevelfærden. Alligevel lægger politikerne op til at gå en vej, der står i kontrast til anbefalinger fra eksperter og de standarder, som flere af vores nabolande følger.
Søernes grundlæggende behov
Når en so nærmer sig faring, udløses en række naturlige instinkter, der forbereder hende til at bringe sine unger til verden. Disse instinkter omfatter redebygning og ønsket om at isolere sig fra flokken. Alt sammen adfærd, der er direkte knyttet til hendes velbefindende og evne til at passe sine små. I fikseringsboksene, der er under 2 kvadratmeter, forhindres soen i at udleve denne adfærd. I stedet fastlåses hun i en unaturlig og stressende position, hvilket øger risikoen for komplikationer før, under og efter faring og øger hendes stressniveau betragteligt.
Pladsen er problemet, ikke pattegrisenes overlevelse
I debatten om fiksering fremhæves pattegrisedødelighed ofte som en undskyldning for at fastholde denne praksis. Men ifølge EU’s ekspertpanel EFSA er dette en myte. EFSA fastslår, at hvis søer får tilstrækkelig plads – mindst 6,6 kvadratmeter – og adgang til materialer til redebygning, kan pattegrisedødeligheden holdes på samme niveau, som i systemer med fiksering. Problemet i Danmark er derfor ikke hensynet til pattegrisene, men snarere ønsket om at begrænse pladsforbruget for at holde produktionsomkostningerne nede, sammenholdt med erhvervets insisteren på meget store kuld.
Danmark halter efter vores nabolande
Danmark fremstiller sig ofte som et foregangsland inden for dyrevelfærd, men på dette område halter vi efter. I Sverige er fiksering forbudt, og søerne får bedre forhold, der tager hensyn til deres biologiske behov. Her tillades fiksering kun i undtagelsestilfælde, og kun i kortere perioder. Sverige viser, at det er muligt at opretholde en højere standard for dyrevelfærd. I Danmark peger de nye regler i den stik modsatte retning.
Et valg mellem økonomi og etik
Fiksering er i bund og grund et resultat af økonomiske prioriteringer. Ved at give søerne mindre plads kan producenterne holde omkostningerne nede, men det er søerne, der betaler prisen. Det er uacceptabelt, at man vælger en løsning, der direkte forringer dyrevelfærden, i stedet for at investere i løsdriftssystemer, der både gavner dyrene og skaber en mere bæredygtig fremtid for landbruget.
En fremtid uden fiksering
For Dyrenes Beskyttelse er løsningen klar. Søer skal kunne bevæge sig frit og have adgang til redebygningsmaterialer, så de kan udleve deres naturlige adfærd - både for deres egen trivsel og for at give deres pattegrise den bedste start på livet. Det kræver større arealkrav og et opgør med ekstrem praksis, som store kuld, der ofte medfører komplikationer under faring. Vi opfordrer Danmark til at tage et ansvar og indføre lovkrav, som følger de gode eksempler fra andre lande.
De nye regler om fiksering er et skridt i den forkerte retning, men det er aldrig for sent at ændre kurs. Dyrenes Beskyttelse vil fortsætte med at kæmpe for bedre forhold for søerne – fordi dyrene fortjener mere end blot det absolut minimale.