Billede af kat, der ligger ned
Der er ingen rigtig eller forkert måde at sørge på. Det vigtigste er, at det føles ”rigtigt” for dig. Foto: Cathrine Cocks

9 råd til at bearbejde sorgen efter tabet af dit kæledyr

Båndet mellem kæledyr og ejer er ofte en meget ren form for loyalitet, tillid og kærlighed. Mange føler derfor også stor sorg, når de mister deres kæledyr. Dyrenes Beskyttelser giver her ni råd til at håndtere sorgen.

Skrevet af:
Karla Primdal Kæregaard

Sorg er ikke en sygdom. Sorg er et vilkår. Det er helt naturligt og uundgåeligt at sørge, når man mister noget betydningsfuldt. At tage afsked med sin firbenede ven er aldrig nemt, og mange kan føle sig tynget af følelser af skyld og skam, ligesom de kan føle sig alene i sorgen, fordi det kan være tabubelagt at sørge over et kæledyr. 

Der er dog al mulig grund til at anerkende og bearbejde sin sorg. Undersøgelser har nemlig vist, at sorgintensiteten over at miste et kæledyr kan sidestilles med sorgen over at miste et menneske, som man har tæt på.

Hvordan du sørger over tabet af dit kæledyr, er meget individuelt og kan afhænge af, hvordan tabet foregik, konteksten generelt, og hvor stærk din tilknytning var til dit kæledyr. Nogle mennesker vil håndtere deres sorg ved at dykke ned i følelserne, imens andre vil finde større trøst i at fokusere mere på fremtiden. Der er ingen rigtig eller forkert måde at sørge på. Det vigtigste er, at det føles ”rigtigt” for dig. 

Sorg, der ikke anerkendes 

Social omsorg og støtte er vigtig i sorgbearbejdning. Her adskiller situationen ved tab af dyr og mennesker sig en del.

Mens det er socialt anerkendt at sørge over tabet af en nærtstående person, anser nogen det fortsat ikke som lige så reelt og legitimt at sørge over et kæledyr. Vi kalder i sådanne tilfælde sorgen for miskendt.

Det kan vise sig som negligerende udsagn, som for eksempel: ”det var jo bare en hund” eller: ”du skal da have en ny kat hurtigst muligt”. Ingen ville udtrykke lignende, hvis det var en person, der var afgået ved døden, fremfor et dyr.

  1. Erkend og acceptér, at du efter kæledyrets død er i forskellige faser. Du vil opleve alt fra chok til vrede, til fortvivlelse, til at du på et tidspunkt kan bearbejde tabet og kan orientere dig mod en fremtid uden dit kære dyr. 
  2. Symboler og ritualer kan være en stor støtte. Du kan have halsbåndet i tasken eller lommen og på den måde have mindet om dit kæledyr med over alt. Smykker med poteaftryk, aske og hår kan være et smukt minde, ligesom fotografier og kurven med tøjbamser. På samme måde kan du finde trøst ved at have urnen hjemme eller fordele aske ved et specielt mindested eller have gravsted i haven.
  3. Sorg kan ikke gradbøjes. Mange tror, at der er forskel på, hvor ked af det du må være over at miste et dyr frem for et menneske. Mange kæledyr er som et familiemedlem, og ofte har vi en langt tættere tilknytning til dem end til fjerne familiemedlemmer.
  4. Du kan ikke tænke sorgen væk. Det er helt naturligt for vores hjerne at forsøge at finde en løsning på et problem. Og hjernen kan tro, at det, at vi er kede af det, er et problem, der skal løses. Derfor kan det hjælpe at erkende, at du ikke kan tænke dig ud af sorgen eller tænke dig til et svar, som vil mindske sorgen.
  5. Græd. Lad tårerne komme, når de presser sig på. Giv efter for sorgen. At græde er at mindske sorgens dybde, og det er præcis det, der sker psykologisk og fysisk. Når vi græder, bliver vi trøstet indefra, da gråd udløser endorfiner i kroppen, som har en beroligende og opmuntrende effekt.
  6. Tiden lindrer, men savnet vil altid være der og variere i sin styrke. Sorgen bliver – som tiden går – mere håndterbar, men vil altid være en følgesvend, som dit kæledyr var det. Sorg er kærlighed.
  7. ”Skal du ikke bare have en ny?”. Ofte handler det om, at omgivelserne forsøger at trøste og ikke kan udholde, at man er ked af det. Et nyt dyr kan tage fokus og tilføre glæde, men derfor er du stadig i sorg over at have mistet.
  8. Døden adskiller ikke. Før elskede du dit kæledyr i live, nu elsker du det som død. Døden har afsluttet jeres fysiske forhold. Den har omformet jeres relation, men kærligheden er den samme. 
  9. Du er ikke alene om at have mistet. Vi er mange. Og det kan være en støtte at vide og dele med andre. At skulle sige farvel til et kæledyr er noget, alle kæledyrsejere kommer til at opleve, da kæledyrs livsbaner er kortere end vores.

Kilde: Agria