To frilandsgrise står i højt græs
Fremtidens landbrug med plads til dyrene

Vision: Plads til både dyr og natur

Et landbrug, hvor dyrene har det meget bedre end nu, og hvor de har god plads og mulighed for at komme ud. Det er Dyrenes Beskyttelses vision for fremtidens landbrug.

Skrevet af:
Pernille Schousboe

Plads til både dyr og natur

I Dyrenes Beskyttelse arbejder vi for et landbrug, hvor dyrevelfærd går hånd i hånd med bæredygtighed. Dyr i landbruget skal have bedre forhold end i dag. De skal have plads til at leve et liv, der opfylder deres naturlige behov, og de skal kunne nyde den frihed, som blandt andet et liv udendørs kan give.

Grise med plads og jord på trynen

Fra naturens side er det naturligt for grise at rode i jorden, bygge rede og være sociale i flokke, de kender. I et dyrevenligt landbrug har de mulighed for at udforske deres omgivelser og bevæge sig frit rundt. Grisene har et liv, hvor de kan udfolde deres nysgerrighed og opleve ting. Og soen føder færre unger – kun det antal, hun kan tage sig af.

Mere plantemad – færre dyr

Fremtidens landbrug vil stadig producere mad til mennesker, men hovedparten af denne mad vil være baseret på planter. Derfor er der på sigt færre dyr i landbruget, og på den måde kan vi sikre, at de dyr, der er tilbage, får de bedste levevilkår. Samtidig giver denne ændring plads til en mere bæredygtig produktion, hvor både mennesker og dyr kan trives.

Naturen i fokus

Omlægningen af landbruget giver os mulighed for at skabe mere sammenhængende natur. Danmark vil blomstre med store artsrige arealer og varieret natur, hvor biodiversiteten kan trives. Fra den mindste trådorm til ulven får alle arter en plads. 

Mindre kvælstof – renere have

Når vi skifter til mere plantemad og reducerer antallet af husdyr, mindskes udledningen af kvælstof markant. Vores havmiljø vil komme på ret kurs, og vi vil igen kunne se liv blomstre i fjordene og langs vores kyster.

Et grønt forbillede for verden

Danmark kan blive et foregangsland, der viser verden, hvordan vi kan kombinere dyrevelfærd, bæredygtighed og fødevareproduktion. Vi kan spise godt, hjælpe med at brødføde planeten og samtidig sørge for, at dyrene har det godt.
 

Hvis der findes dumme svin, er det næppe blandt grisene, de skal findes. Grise har imponerende kognitive evner og kan lære, huske og anvende information på avancerede måder. Grise kan genkende ansigter, løse komplekse opgaver og tilpasse sig nye situationer. Men mest af alt, er den rigtig god til at være gris. En evne, den meget sjældent får lov til at bruge i dansk industrilandbrug.