Den ene ugleunge efter den var fløjet fra reden. Foto: Marlene V. Jakobsen
Den ene ugleunge efter den var fløjet fra reden. Foto: Marlene V. Jakobsen

Bunden røg: Vild redningsaktion fik ugleunger tilbage i reden

Da bunden røg ud af uglekassen, blev fire unger pludselig hjemløse. Takket være private, postbude, træklatrere og dyrereddere overlevede tre af ungerne oplevelsen.

Skrevet af:
Andreas Roesen

I Ry, mellem Århus og Silkeborg, havde en venlig husejer opsat en uglekasse. Den havde gennem tiden givet ly til flere ugleungers start på livet. Således havde en uglefamilie også valgt at slå sig ned i slutningen af april, men uheldigvis var kassens bund ikke længere så stabil. 

Pludselig bankede det nemlig på døren hos vedkommende, der havde opsat uglekassen. En PostNord-medarbejder havde kørt forbi, bedst som bunden var gået ud af kassen. Redens fire unger var styrtet mod jorden og den ene af ungerne var desværre afgået ved døden med en brækket nakke. 

Til gengæld havde de tre andre overlevet og Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 blev kontaktet. Inden længe var de tre unger havnet i midlertidig pleje hos dyreredder Michelle Braganza, der på Dyrenes Beskyttelses vildtplejestation i Århus sørgede for at varme og fodre de noget pjuskede størrelser. Samtidig aktiverede Michelle sit netværk i jagten på en hurtig løsning for ungerne. 

Jeg er bare rigtig stolt af, at det lykkedes. Vi havde både plan A og plan B klar i forhold til, hvordan vi skulle få uglerne tilbage til deres mor. Og alt lykkedes bare, som det skulle. Det var virkelig teamwork.

Michelle Braganza, der er frivillig kredsformand i Århus

Hendes nabo tilbød at bygge en ny redekasse, hvilket hun i første omgang takkede ja til. Hun manglede så blot én, der kunne sætte kassen op. Her fik hun fat i Mads Havbro, der ligeledes er frivillig hos Dyrenes Beskyttelse, men som træklatrer. 

Skæbnen ville, at Mads er tømrer i sin fritid, så han tog værktøj og materiale med for at undersøge, om den oprindelige kasse kunne fikses. Det ville nemlig være en fordel at få ungerne tilbage her, da det vil øge sandsynligheden for, at uglemor ville vende tilbage til sine unger. 

Med boremaskiner, friske skruer og nye brædder blev den oprindelige kasse fikset. Med masser af blade og grene i bunden at varme sig ved, blev ungerne placeret i reden. Nu var det blot at vente og se, om uglemor ville vende retur.

Allerede dagen efter observerede husejeren en ugle i nærheden, hvilket var gode tegn, og håbet blev for alvor lysegrønt, da en voksen ugle fandt vej til kassen et par dage senere. 

Den helt store forløsning kom dog i de følgende uger, hvor først den ene ugleunge tog sig mod til at flyve fra reden, inden de næste to fulgte trop. 

- Jeg er bare rigtig stolt af, at det lykkedes. Vi havde både plan A og plan B klar i forhold til, hvordan vi skulle få uglerne tilbage til deres mor. Og alt lykkedes bare, som det skulle. Det var virkelig teamwork, siger Michelle Braganza, der er frivillig kredsformand i Århus. 

Ser du et dyr i nød, kan du ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 for hjælp og vejledning.