Alder er ingen hindring, hvis du ønsker at hjælpe vilde dyr i nød. Kirsten Kjær fylder 78 i år, men åbner den 18. marts en vildtplejestation i Roslev, fordi hun finder det dybt tilfredsstillende at hjælpe nødstedte dyr.
Vilde dyr i Roslev og omegn får deres redningskvinde tilbage. Kirsten Kjær slår nemlig snart dørene op for sin vildtplejestation. Hun har tidligere været vildtplejer, men måtte midlertidigt stoppe, da hun fraflyttede sin landejendom for at finde et mindre sted i samme område.
På landejendommen havde hun blandt andet heste, hunde og katte, mens hun igennem 15 år tog sig af flaskelam. Nu har hun bosat sig i et moseområde, hvor hun nyder udsigten til naturens vilde dyr sammen med sin hund, som er det eneste husdyr, hun selv har i dag.
Det betyder dog ikke, at der ikke er plads til flere dyr i hendes liv – særlig dem, der er i nød.
- Det er dybt tilfredsstillende at hjælpe dyr og se dem få det bedre, forklarer Kirsten Kjær.
Som vildtplejer må man nogle gange erkende, at dyrets liv ikke står til at redde, men til gengæld vækker det en stor glæde, når man får et dyr tilbage på højkant.
- Den største glæde er, når det lykkes. Nogle gange skal dyrene bare ind og have noget varme og væske. Det er en stor tilfredsstillelse, når man kan få gang i dem og bagefter slippe dem ud i naturen igen.
- Hvad vil verden være uden naturens smådyr. Jeg hygger mig med min daglig rutine, hvor jeg fodrer og renser bure for mine logerende, fortæller Roslevs tilbagevendte vildtplejer med entusiasme i stemmen.
Hvis du oplever et dyr i nød, kan du døgnet rundt ringe til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
- Den største glæde er, når det lykkes. Nogle gange skal dyrene bare ind og have noget varme og væske. Det er en stor tilfredsstillelse, når man kan få gang i dem og bagefter slippe dem ud i naturen igen.
Kirsten Kjær, vildtplejer i Roslev
Pindsvinene delte aftensmaden med hunden
Selvom dåbsattesten skriver 77 år, skal det ikke forhindre Kirsten i at hjælpe, hvor hun kan. Som udgangspunkt har hun meldt sig til at hjælpe, hvis pindsvin, egern eller lignende størrelser kommer i knibe, da fysikken ikke længere rækker til at arbejde med eksempelvis fugle, hvor man skal være kvik på fødderne.
Og netop pindsvinet har Kirsten haft et særligt forhold til gennem livet.
- Der har altid været pindsvin i haven, der hvor jeg boede. Den store hund, jeg havde, blev fodret udenfor, og der kom pindsvinene og spiste resterne, hvis der ikke var spist op. Vi kunne høre deres små tæer, når de gik op i madskålen. Mine hunde og katte har aldrig gjort dem noget, så det har fungeret helt vildt fint.
I sit nye hjem i Roslev har Kirsten Kjær fået indrettet sit udehus til pindsvinene, mens hun er ved at få foder hjem og de sidste ting på plads. Udgifterne til vildtpleje dækkes af Dyrenes Beskyttelse.