Carl Lorbergs hjerte banker for vilde dyr

Carl Lorberg: Derfor er jeg frivillig

Carl Lorbergs hjerte banker for vilde dyr. Som kredsformand i Nordsjælland er han vant til at håndtere dyreredningssager, og han har prøvet alt fra at stå på en stige i ti meters højde til at gå igennem isen på en sø i forsøget på at redde dyr i nød.

Skrevet af:
Mikkel Dohn

Hvorfor har du valgt at være frivillig i Dyrenes Beskyttelse? 

På TV2 Lorry så jeg et indslag om, at en vildtplejestation manglede pindsvineplejere. Efterhånden kom der mere og mere arbejde, og pludselig stod jeg foran en stor sur hansvane, som var landet et sted, hvor den ikke kunne lette fra. Der blev jeg klar over, at det her arbejde var mig. Andre har gamle biler som hobby. Min hobby er at hjælpe dyr.

Hvad går dit frivillige arbejde ud på?

Som kredsformand har jeg ud over dyreredning af vilde dyr også de sager, hvor mennesker ikke passer ordentligt på deres dyr. Ofte er det meget ulykkelige sager, hvor man skal forsøge at finde løsninger, som kan hjælpe både dyret og ejeren. Mange af de sager er ulykkelige, fordi der er gået noget galt i ejernes liv. Her gælder det om at holde hovedet koldt og ikke lade sig styre af sine følelser. Faktisk hjælper man både dyr og ejer.

Hvad kan du godt lide ved arbejdet? 

Jeg kan lide, når en sag er godt udført for dyret. Det kan været et vildt dyr, som er kommet på en vildtplejestation, eller et tamt dyr, som er kommet på et internat. Det er rart at vide, at de har fået en ny chance. Mit hjerte banker klart for de vilde dyr. De kan virkelig gøre, at man kommer ud for nogle ting, som man ikke havde forventet at prøve. Jeg har prøvet at stå på en stige på en brandbil i 10 meters højde og redde en due fra et net. Jeg har prøvet at gå igennem isen på søerne i København for at hjælpe en svane. Det er de sager, som gør, at jeg kan lide det frivillige arbejde. Man ved aldrig, hvad næste sag bringer. Men den skal løses!

CarlLorberg_0.jpg

Kunne du også tænke dig at være frivillig kredsformand eller kredsassistent? Så kan du læse mere og ansøge her.