En kold efterårsdag i september fandt en kvinde en lille killing. Killingen lå helt alene i græsset ved siden af hendes hus, og der var ingen kattemor at se nogle steder. Hun samlede killingen op, tog den med indenfor og ringede til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812. Killingen var kun 2,5 uge gammel, kold og forkommen. Ville den overhovedet kunne overleve?
De første timer, efter en forladt flaskekilling er fundet, er kritiske. Hvor længe har killingen ligget uden mad og varme? Hvor er dens mor? Har den taget skade? Personalet fra 1812 ringede en sen eftermiddag i september til internatet i Århus.
De havde modtaget et opkald om en flaskekilling, der vejede 264 g. På grund af killingens størrelse og tilstand blev det besluttet, at killingen skulle køres direkte hjem til en internatmedarbejder, som stod klar med varmepude og modermælkserstatning. Ingen erfarne plejemødre kunne tage imod, da de alle havde små killinger derhjemme, men lille Lærke havde akut brug for hjælp.
Lærke klarede de første dage
Lærke var en lille fighter og klarede de efterfølgende dage. Hun skulle have mælk hver 2. time døgnet rundt, og indtil en flaskeplejemor stod klar, måtte medarbejderne passe hende på skift. Som dagene gik, turde de ansatte mere og mere tro på, at Lærke nok skulle klare den, men med så lille en killing skal der ikke meget til, før det kan gå galt.
Efter godt en uges tid blev der en ledig plads hos en plejemor. Vores erfarne flaskeplejemor, Camilla Mortensen, havde givet sine flaskekillinger videre til en anden plejemor, da de nu kunne spise selv.
”Lærke var virkelig en sulten bølle, som ivrigt slugte sin mad. Jeg har faktisk aldrig haft en plejekilling, som har slubret maden så hurtigt i sig. Hun har haft mod på livet fra start og bare haft fuld fart fremad,” siger Camilla Mortensen, frivillig plejemor ved Dyrenes Beskyttelse Århus.
Efter endnu en uge begyndte Lærke at vise interesse for rigtig mad og begyndte stille og roligt at spise mere selv. Hun fik også en bror, Harald. Harald var ankommet til internatet alene, ligesom Lærke. Han kom derfor i pleje sammen med hende. De to killinger havde meget glæde af hinanden, men de hyggede sig også med plejemors egne katte og lille hund, som gerne agerede mor for de to små.
Tilbage til internatet
Da begge killinger kunne spise selv, var det tid til at flytte til en anden plejefamilie, for nye, små flaskekillinger havde bruge for Camillas erfarne hænder. Derfor flyttede Lærke og Harald videre til en dejlig plejefamilie, som passede de to, indtil de blev 12 uger. Når plejekillinger bliver 12 uger, er de klar til at komme retur til internatet. Her bliver de neutraliseret, øremærket og chippet samt vaccineret.
”Lærke var en lille krudtugle da hun kom retur til internatet. Hun var sød og nem ved dyrlægen, men også lidt bestemt. Man er vel ikke trefarvet for ingenting. Hos dyrlægen blev hun tjekket grundigt og derefter neutraliseret og mærket, og så manglede vi bare det nye hjem,” siger Sara Bjerg, veterinærsygeplejerske ved Dyrenes beskyttelse Århus
Lærke hedder nu Coco
Lærke nåede ikke at sidde mange dage i formidlingsafdelingen på dyreinternatet i Århus, før en dejlig familie forelskede sig i hende.
”Lærke har det rigtig godt. Hun hedder Coco nu og er lige så stille begyndt at komme lidt udenfor. Hun elsker at lege og er fuld af energi. Vi har også bygget et lille hus til hende udenfor, men hun vil helst indenfor til os,” fortæller Jonas, ny ejer.
