De sidste mange år har Dyrenes Beskyttelse arbejdet for at få et lovsikret løft af dyrenes liv i industrilandbruget. I februar indgik politikerne en længe ventet aftale om dyrevelfærd i Danmark. Forinden talte vi med fødevareminister Jacob Jensen om grisene i det udspil, han i januar lagde frem til forhandlingerne om aftalen.
Siden regeringens udspil til en dyrevelfærdsaftale blev præsenteret den 10. januar, har direktør for Dyrenes Beskyttelse Britta Riis kommenteret og debatteret udspillet i medierne og i direkte dialog med både justitsminister Peter Hummelgaard og minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen. Og med 51.105 underskrifter fra danskere, har hun bedt politikerne om at lukke soen ud af metalbøjlerne i farestalden.
Britta Riis har i det hele taget efterspurgt handling for grisene. I udspillet blev der nemlig lagt op til, at vigtige områder, som for eksempel pattegrisedødelig, halekupering, kastration af hangrise og tvangsfiksering af søerne ved faring og diegivning, endnu en gang bliver udskudt på ubestemt tid i arbejdsgrupper, udfasningsperioder og såkaldte incitamentsordninger.
Soen må vente
Da aftalen landede ved redaktionens afslutning i februar gav formuleringerne om en indsats for de fikserede søer stadig ikke meget håb om konkrete forbedringer foreløbig.
Krav til den staldindretning, som skal til for at give plads til løse søer, vil i første omgang kun blive stillet til nybyggeri af stalde, mens der i eksisterende staldbygninger bliver tale om udfasning over en længere årrække.
På spørgsmål om, hvor længe soen ude i en af de mange eksisterende staldbygninger skal vente på forbedringer, svarede fødevareminister Jacob Jensen i et interview med Dyrenes Beskyttelses magasin:
– Vi skal se på, hvor hurtigt kan vi gøre det her, uden at det bliver en ekspropriation, fordi der er forskellige afskrivningsprofiler på eksisterende bygninger. Det kan være 10 år, og det kan være 15 år.
Fiksering på det værste tidspunkt
Selv hvis der kommer krav til staldindretningen, ser det ud til, at soen fortsat kan fikseres i dagene lige omkring faringen.
– Det er slet ikke godt nok. Søerne skal ikke fikseres i de perioder, hvor hendes behov for at bygge rede og tage sig af pattegrisene er allerstørst. Det er et alvorligt overgreb på soen. Hun bør have mulighed for at bygge rede, bevægelsesfrihed under faring og tilstrækkelig plads til at udøve sin moderadfærd, siger Britta Riis.
Det hyppigst fremførte argument for fiksering af soen er, at det beskytter pattegrisene mod at blive klemt ihjel af soen. Men den europæiske dyrevelfærdsautoritet EFSA har i en rapport fra 2022 konkluderet, at hvis soen har redebygningsmaterialer samt den fornødne plads og indretning i stien, så er farebøjlerne unødvendige.
Arbejdsgruppe igen-igen-igen
Den årelange ekstreme avl af grise mod alt for store kuld fra stadig større søer vil ifølge ministeren blive adresseret i en arbejdsgruppe om pattegrisedødelighed. Dermed bliver konkrete lovsikrede løsninger på det velbeskrevne problem i avlen henvist til endnu en arbejdsgruppe, der føjer sig til en ubrudt række af arbejdsgrupper siden 1990’erne om grisenes velfærdsproblemer.
– Arbejdsgruppen skal nå sine konklusioner hurtigt. Det skal tage måneder, ikke år, siger ministeren, som dog fremhæver, at krav til eksempelvis avl eller løsgående søer ikke må stille landmændene ringere i konkurrencen med udlandet.
Danmark dumper dyrevelfærd
Dertil svarer Britta Riis:
– Krav om løse søer med kun undtagelsesvis fiksering er indført i Norge, Sverige og Schweiz, mens Tyskand, Finland og Østrig har krav om løsgående søer med mulighed for fiksering i højst fem henholdsvis syv dage. For indeværende kan vi ikke kalde os selv førende på dyrevelfærd i Danmark, når vi ikke engang kan matche kravene hos vores nærmeste naboer. Vi skal jo nødig være dem, der fortsat vinder ved at underbyde de andre lande på dyrevelfærd i EU.
