Udsultede heste, syge hunde eller katte i små bure; dyr kan ikke flygte fra gerningsmændene i dyreværnssager. Og det bør i langt højere grad afspejles i efterforskningen og sagsbehandlingen. Seks konkrete tiltag kan skabe et effektivt og stærkt dyrepoliti.
Dyrevelfærdsloven og myndighedernes forvaltning af den beskytter ikke dyrene godt nok mod overgreb og misrøgt. Sådan lyder konklusionen fra Dyrenes Beskyttelse, der rykker ud til flere end 4.000 dyreværnssager årligt.
På baggrund af de mange sager peger organisationen på seks løsninger, der kan gøre noget ved den forsinkede sagsbehandling, utilstrækkelig beskyttelse af dyr og strafnedsættelse i sager, hvilket alt i alt skaber en utilstrækkelig dyreværnsindsats herhjemme.
1. Et varigt løft af dyrenes FBI
Der er tre specialenheder, der arbejder på tværs af politikredsene med blandt andet større sager, ulovlig import af dyr og hvalpefabrikker. Problemet er, at medarbejderne i disse enheder ofte har travlt, og sagsbehandlingstiderne er meget lange. For at løse dette problem bør dyrevelfærdsenhederne tildeles en varig bevilling og flere årsværk, så vi kan sikre mere kompetent sagshåndtering og nedsatte sagsbehandlingstider.
2. Mere slagkraftig lokal indsats
Alle politikredse har en dyreværnsenhed, men der er brug for flere økonomiske midler og kompetencer for at kunne håndtere dyreværnssager effektivt. Alle dyreværnssager bør samles i disse enheder, og de skal være selvstændige enheder friholdt fra øvrig efterforskning og sagsbehandling. Disse enheder skal sikres adgang til dyrene uden forudgående indhentning af dommerkendelse. For at sikre ensartet prioritering og håndtering af sager på tværs af regioner kræves der uddannelse og netværk til de betjente, der arbejder med dyreværnssager.
3. Et styrket samarbejde
Effektiv behandling af dyreværnssager kræver samarbejde mellem forskellige instanser, herunder dyrepolitiet, anklagemyndigheden, Fødevarestyrelsen og Det Veterinære Sundhedsråd. Politiet skal have adgang til erfarne og modige anklagere. De skal være garanteret adgang til specialiserede embedsdyrlæger. Og så skal sagsbehandlingstiden i Det Veterinære Sundhedsråd, der vurderer alle sager med mulig mishandling af dyr, nedsættes.
4. Højere strafferamme
Politiet oplever, at de ofte ikke kan rejse sigtelse i dyreværnssager på grund af de nuværende lave strafferammer. Der er behov for at hæve strafferammen fra 2 til 6 års fængsel. Dette vil give myndighederne flere efterforskningsværktøjer og sende et signal om, at dyrevelfærdskriminalitet tages alvorligt. De eksisterende muligheder inden for dyrevelfærdslovens strafferamme udnyttes i dag sjældent fuldt ud. Anklagemyndigheden og dommerne bør tage strafferammen i brug og fastsætte ubetingede domme i passende sager. Desuden bør rettighedsfrakendelse anvendes ved gentagne overtrædelser af dyrevelfærdsloven. Det kan en øget strafferamme formodentlig også skubbe til.
5. Døgnservice i dyreværnssager
Politiet er afhængige af embedsdyrlægers tilstedeværelse i mange dyreværnssager. For at sikre hurtigere og mere effektiv sagsbehandling bør der etableres et landsdækkende, døgnbemandet beredskab af embedsdyrlæger dedikeret til dyreværnssager. Dette vil sikre hurtig adgang til dyrlægevurderinger og reducere sagsbehandlingstiden.
6. Dyreværnsorganisationer som part i sager
Hvis organisationer som Dyrenes Beskyttelse bliver betragtet som part i de sager, de anmelder, kan de følge sagens forløb og deltage i retsmøder. Dette vil give dem mulighed for at følge op på dyrenes velfærd og forbedre dyrenes situation i løbet af retssagen.
Disse tiltag vil samlet set bidrage til en mere effektiv og retfærdig behandling af dyrevelfærdssager i Danmark.