Alle katte og killinger, der får nyt hjem fra et af Dyrenes Beskyttelses internater, bliver neutraliseret, inden de flytter ud til et nyt hjem. Det betyder, at vi i 2022 undgik, at der blev født over 37.000 uønskede killinger.
To katte kan blive til 12 på bare ét år. Det betyder, at de 6555 katte og killinger, der i 2022 flyttede i nye hjem fra et af Dyrenes Beskyttelses internater, kunne have fået 37.374 killinger i alt på det ene år. Killinger, som højest sandsynligt havde været uønskede.
- Vi ved, at de færreste mennesker drømmer om at få killinger, og derfor vil vi gerne undgå at de kommer i første omgang. Ingen levende væsner fortjener at bliver født til at være uønskede, og vi ved, at størstedelen af de killinger, der kommer, er en fejl, siger Karina Fisker, Internatchef i Dyrenes Beskyttelse.
Det er de færreste katte og killinger, som kommer på internat, der er neutraliseret. Omkring 95 procent bliver derfor neutraliseret af Dyrenes Beskyttelses dyrlæger.
Neutralisering er løsningen
I løbet af foråret begynder det. Killinger bliver født, og med dem følger en travl periode for Dyrenes Beskyttelses internater.
- Så snart foråret begynder, oplever vi, at killinger bliver efterladt både med og uden deres mor. Killingerne kommer som en overraskelse for ejerne, der ikke har tænkt over, at en ikke-steriliseret hunkat med adgang til det fri på et tidspunkt kommer drægtig hjem. Ansvaret for den større mængde katte bliver for omfattende for ejeren, og det kan være svært at komme af med de mange killinger, siger Karina Fisker.
For at undgå de mange killinger, som ingen vil have, bliver alle katte og killinger neutraliseret – enten kastreret eller steriliseret – på Dyrenes Beskyttelses internater. I 2022 neutraliserede organisationen næsten 6300 katte og killinger, før de flyttede ind i nye hjem. Det betyder, at disse katte ikke selv fik uønskede killinger.
2 katte bliver til 4.802 på 4 år
En hunkat er drægtig i ca. to måneder og kan få op til tre kuld killinger om året. I hvert kuld føder katten typisk 3-5 killinger. Killingerne er kønsmodne, når de er 6-10 måneder gamle. De efterfølgende år vil den samme kattebestand derfor kunne formere sig til 98 katte. Det tredje år er tallet på 686, og på bare fire år svarer det til 4.802 katte. Det er derfor meget vigtigt at gøre noget, inden det er for sent.
- Hvis man vil undgå uønskede killinger og gøre livet som katteejer overskueligt, bør man få katten neutraliseret, understreger Jens Jokumsen og fortsætter:
- Neutralisering af katte er en fællesbetegnelse for at sterilisere hunkatte og kastrere hankatte. Da katte allerede bliver kønsmoden i 6-10 måneders alderen, bør de senest blive neutraliseret, når de er seks måneder gamle.
Når katten er neutraliseret, kan du i ro og mag lade den komme udendørs. Desuden slipper du for, at hunkatten bliver drægtig, eller at hankatten gør kvarterets hunkatte drægtige.
Sådan er tallet regnet ud
I 2022 fik 6.555 katte og killinger nye hjem fra et af Dyrenes Beskyttelses internater. Ud af dem var omkring 95 procent ikke neutraliseret og blev det derfor på internatet.
Det svarer til, at 6.229 katte og killinger havde haft mulighed for at få killinger, hvis de ikke var kommet ind på et internat. To katte kan blive til 12 på bare et år, så hvis 6.229 katte og killinger fik killinger med hinanden, ville de blive til 37.374 på bare et år.
6.229 ÷ 2 × 12 = 37.374 uønskede katte og killinger.