År efter år modtager Dyrenes Beskyttelse flere tusind uønskede killinger, som ingen tager ansvar for. Det ses igen og igen - katten får et kuld killinger og opgaven vokser ejer over hovedet. Selvom problemet er stort, er løsningen simpel: Ønsker du ikke killinger, så husk at neutralisere din kat.
I løbet af foråret begynder det. Killinger bliver født og med dem starter en travl periode for Dyrenes Beskyttelses internater. De mange killinger vidner hvert år om, at en stor del af de danske katte ikke er neutraliserede, heller ikke selvom det er de færreste, der ønsker sig killinger.
- Så snart foråret begynder, oplever vi, at killinger bliver efterladt både med og uden deres mor. Killingerne kommer som en overraskelse for ejerne, der ikke har tænkt over, at en ikke-steriliseret hunkat med adgang til det fri på et tidspunkt kommer drægtig hjem. Ansvaret for den større mængde katte bliver for omfattende for ejeren og det kan være svært at komme af med de mange killinger, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Som ejer af en kat, der har adgang til det fri, har man ansvaret for, at den ikke strejfer rundt i nabolaget og formerer sig. De uønskede killinger kan være svære at finde nye hjem til, og derfor ender de ofte efterladt til uvis skæbne.
Løsningen er simpel
En hunkat er drægtig i ca. to måneder og kan få op til tre kuld killinger om året. I hvert kuld føder katten typisk 3-5 killinger. Killingerne er kønsmodne, når de er 6-10 måneder gamle. De efterfølgende år vil den samme kattebestand derfor kunne formere sig til 98 katte. Det tredje år er tallet på 686, og på bare fire år svarer det til 4.802 katte. Det er derfor meget vigtigt at gøre noget, inden det er for sent.
- Hvis man vil undgå uønskede killinger, og gøre livet som katteejer overskueligt, bør man få katten neutraliseret, understreger Jens Jokumsen og fortsætter:
- Neutralisering af katte er en fællesbetegnelse for at sterilisere hunkatte og kastrere hankatte. Da katte allerede bliver kønsmoden i 6-10 måneders-alderen, bør de senest blive neutraliseret når de er seks måneder gamle.
Når katten er neutraliseret, kan du i ro og mag lade den komme udendørs. Desuden slipper du for, at hunkatten bliver drægtig, eller at hankatten gør kvarterets hunkatte drægtige.
Alene i 2021 var over 4.000 killinger i pleje ved frivillige plejefamilier for Dyrenes Beskyttelses internater. Plejefamilierne stiller både tid og hjem til rådighed for at give de svigtede dyr en ny start. Løsningen på de mange uønskede killinger er dog meget simpel: Hvis din kat har adgang til det fri, så sørg for at få den neutraliseret. Det er ikke nok at sterilisere en hunkat - også hankatte skal kastreres, hvis det skal gøre en forskel.