En ny ordning, skulle få katteejere til at mærke og registrere deres kat, af frygt for at miste ejerskabet af den, hvis den løber væk. Desværre har det ikke hjulpet på problemet med ejerløse katte, lyder det fra dyrevelfærdsorganisationer og dyrlæger.
I 2021 trådte en lovændring i kraft i Lov om mark – og vejfred, så katte, der ikke er mærkede og registrerede, eller ikke afhentes inden fristen på 24 timer, kan betragtes som finderens ejendom. Disse katte kan ”straksformidling” uden fremlysning.
Mærkning og registrering er altså stadig ikke lovpligtig, men bekymringen for at miste katten, hvis den kommer på afveje, skulle sikre, at flere danskere valgte at få dyret mærket og registreret. Ambitionen var samtidig, at det vil lette presset på internaterne væsentligt. Men ordningen har ikke haft nogen effekt, vurderer Dyrenes Beskyttelse, Inges Kattehjem, Kattens Værn, Dyreværnet og Den Danske Dyrlægeforening i en to-årsevaluering.
- Ordningen har ikke lettet vores arbejde, og det har ikke bragt antallet af umærkede katte ned. Generelt har det ikke gjort en forskel, og kattenes status er den samme som for to år siden, siger Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Ingen stigning i registrerede katte
Som en del af evalueringen har Dyrenes Beskyttelse set på data omkring indleverede katte på foreningens dyreinternater. Det viser, at der indleveres lige så mange katte nu som før katteordningen. Kattene udgør fortsat 75 procent af de dyr, der kommer på internat. Og de er ikke vildkatte.
- De katte, som vi hjælper videre i et nyt hjem, er alle sammen tamme og har tydeligvis haft et hjem et sted. Det er bare ikke muligt at genforene dem med deres ejer, fordi vi ikke kan slå ejeren op. Og ordningen har heller ikke lettet den administrative byrde, da internaterne fortsat fremlyser kattene, siger Jens Jokumsen,
Der er heller ikke noget der tyder på, at flere katte bliver mærkede og registrerede. Det viser tal fra Det Danske Katteregister og Dansk Katteregister. Ændringerne i registreringer følger de tendenser, som også set i Dansk Hunderegister, og som i nogen grad kan tilskrives perioden med corona-pandemien, hvor danskerne anskaffede sig flere kæledyr end tidligere.
Sammenlignet med Sverige, så blev der indført obligatorisk mærkning og registrering fra årsskiftet. Det gælder alle katte født fra 2008 og frem, og tilsvarende krav om mærkning og registrering bliver indført i England, Belgien, Frankrig og Schweiz.
- Vi ved at det er muligt at gøre mærkning og registrering lovpligtigt, og den nuværende danske løsning, der bliver kaldt for en incitamentsordning, er simpelthen for uambitiøs, siger Jens Jokumsen.
Obligatorisk mærkning og registrering
Dyreværnsorganisationerne og Den Danske Dyrlægeforening vurderer at der er et klart behov for regulering af reglerne på området for katte. Det seneste tiltag er bekendtgørelsen for mindstekrav til erhvervsmæssige hold af katte, men også her bør ambitionerne for kattenes velfærd række højere.
- Alle interessenter er enige om, at der skal stilles krav om obligatorisk mærkning og registrering af katte, som det er tilfældet i flere andre europæiske lande, og som vi kender det fra reglerne for besiddere af hunde. Det er den eneste måde hvorpå vi kan give katten mere status og hæve velfærden betydeligt, siger Jens Jokumsen.
Incitamentsordningen - mærkning og registrering af katte i Danmark
I 2021 trådte en lovændring i kraft i Lov om mark – og vejfred, så katte, der ikke er ejermærkede, eller ikke afhentes inden fristen på 24 timer, umiddelbart bliver optagerens ejendom. Loven gør ikke mærkning og registrering lovpligtig, men er en incitamentsordning, hvor bekymringen for at miste sin kat skal sikre, at katteejeren vælger at lade sin kat mærke og registrere. Samtidig er intentionen, at muligheden for ”straksformidling” af katte uden fremlysning vil lette presset på internaterne væsentligt.
Ifølge daværende fødevareminister Mogens Jensen skal reglerne:
- Lette sagsgangen for internaterne, både i forhold til tilbagegivelse af katte med kendt ejer og i forhold til videreformidlingen af katte uden ejer eller uden kendt ejer og
- Anspore katteejere til at lade kattene mærke og registrere