Den 14. juni 2023 stod det helt klart. 1.502.319 validerede underskrifter er officielt indsendt til Europa-Kommissionen (EC), med en opfordring om at forbyde pelsdyravl og markedsføring af opdrættede pelsprodukter én gang for alle.
Underskriftsindsamlingen, Fur Free Europe, blev lanceret i maj 2022 og har modtaget støtte fra mere end 80 organisationer fra hele Europa. Den lukkede den 1. marts, tidligere end dens officielle deadline, takket være et rekordstort antal indsamlede underskrifter. 1.701.892 underskrifter tikkede ind på mindre end ti måneder.
Efter underskriftsindsamlingen lukkede ned i marts måned, er underskrifterne blevet valideret i de lande, hvor de blev afgivet. Den proces har ført til det overvældende slutresultat på mere end 1.500.000 reelle underskrifter afgivet på tværs af Europa.
ECI-arrangørerne skal nu mødes med Europa-Kommissionen og derefter deltage i en offentlig høring i Europa-Parlamentet, hvorefter Europa-Kommissionen skal reagere offentligt på initiativet inden årets udgang.
Håbet er et totalforbud imod pelsdyravl og markedsføring af produkter herfra.
Dyr i pelsdyrindustrien lever et kort, indholdsløst liv i små bure – kun for at ende som pelsprodukter.
Det skal forbydes.
ECI’ en mod pelsproduktion er det 10 borgerinitiativ, som har formået at indsamle de mere end 1.000.000 underskrifter, der kræves for at få et forslag rejst i Europa-Kommissionen. 7 ud af de 10 ECI'er har været dedikeret til forslag om dyr.
Tak til alle jer dyrevenner, som har bakket op.