Minkproduktionen strider fundamentalt imod dyrenes natur og behov. Mink er territoriale, solitære rovdyr. Det betyder, at de er udviklet til at leve alene og forsvare store territorier. Derudover lever de gerne i nærheden af vand, hvor de jager.

I produktionen holdes flere mink sammen i meget små trådbure. De holdes på meget store farme, hvor dyrene står helt tæt op ad hinanden på rækker med flere tusind dyr. De unaturlige forhold i trådburene stresser minkene, som kan udvikle adfærdsforstyrrelser eller skade hinanden.

Men med genåbningen af industrien i Danmark d. 1. januar 2023 følger nu også en række øgede krav til sikkerheden omkring minkfarmene – krav der betyder, at livet som mink i pelsindustrien om muligt bliver endnu værre end tidligere.

Levende mink skal nu fremover testes for COVID-19 jævnligt via skrab i svælget. For at kunne foretage en svælgprøve skal de pågældende mink derfor enten fikseres eller bedøves.

At leve handler om mere end at være i live. Hvis mennesker skal holde produktionsdyr som mink, skal dyrene tilbydes forhold og muligheden for at udfolde den adfærd, der kommer så tæt på deres natur som muligt. Derfor bliver det aldrig foreneligt med pelsproduktionen at holde mink i små bure - det er ikke og bliver aldrig god dyrevelfærd.

Minkproduktion foregår på stort set samme måde i alle dele af verden - nemlig i de samme alt for små trådbure, hvor dyrene ikke kan udleve deres naturlige adfærd og få opfyldt deres behov. Det er dyremishandling i Danmark og det er dyremishandling i Kina. Derfor retter vi også henvendelse til vores samarbejdspartnere i Asia for Animals-koalitionen for at få lagt pres på den kinesiske regering for en udfasning af minkproduktionen.

Når det så er sagt, kan vi i Danmark ikke bestemme, hvad de gør i Kina, men vi kan bestemme, hvad vi vil byde dyr herhjemme. Vi nærmer os en situation, hvor vi er det eneste land i Europa, der vil være med til den her måde at behandle dyr på, fordi vi vil levere pels til udlandet.

Det er trods alt bedre at få lukket pelsproduktionen ned i ét land end i ingen lande overhovedet. At stole på argumentet om, at vi i Danmark tilbyder minkene bedre forhold end i Kina, hjælper ikke de mink, der stadig udsættes for dyremishandling på dansk jord, kun med det formål at tjene penge på deres pels.

Før COVID-19 pandemien gjorde sit indtog, var Danmark én af verdens største minkproducenter og var samtidig det land i verden, der havde flest mink i forhold til antallet af mennesker.

Det Dyreetiske Råd, som er regeringens eget rådgivende udvalg, har også vurderet, at ”hold af mink i de eksisterende bure ikke er acceptabel”. Derudover har mange af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, forbudt minkproduktion og andre er igen ved at udfase produktionen helt.

I Dyrenes Beskyttelse mener vi derfor, at vi som land skulle være en del af den bølge, der sætter en nedre grænse for, hvad disse dyr skal udsættes for.

I forhold til andre husdyr er mink specielle. De er territoriale, solitære og semi-akvatiske rovdyr. Det betyder, at de er udviklet til at leve alene og opretholde store territorier, og ofte lever ved vand, som de svømmer og jager i.

Hvis man skulle indrette en alternativ produktion af mink, ville det kræve så meget af forholdene (der jo skulle anprises for dyrevelfærden), at det ikke kan lade sig gøre kommercielt. Det er også forklaringen på, at branchen ikke har udviklet en alternativ produktion sideløbende med burproduktionen, sådan som mange andre grene af landbruget har.

I en udtalelse fra 2022 slår Det Dyreetiske Råd også fast, at dyrevelfærdsmæssige forsvarlige alternativer til de nuværende bursystemer næppe kan blive rentable for minkavlerne.

Nogle lande, f.eks. Tyskland og Schweiz, har tidligere stillet krav om, at minkene skulle have mere plads, svømmevand m.v., men ikke som sådan forbudt produktionen. Det har dog sidenhen ført til, at produktionen er ophørt i begge lande.   

Når man har ansvaret for dyr på f.eks. en minkfarm, er det selvfølgelig rigtig vigtigt, at man gør det, så godt man overhovedet kan. Men grundlæggende er det ikke muligt at kunne passe sig ud af helt utilstrækkelige rammer.

Man kan derfor ikke ændre forholdene for danske mink fra at være dårlig dyrevelfærd til at blive god dyrevelfærd ved at ”passe dem ordentligt” og give dem legetøj, når man stadig holder dem i bittesmå bure helt tæt op ad hinanden på rækker med flere tusinde dyr.

Der er alvorlige dyrevelfærdsproblemer i minkindustrien som følge af kombinationen af et meget restriktivt produktionssystem med små, golde trådbure og pasning, der ikke tager hensyn til minkenes behov.

Det helt grundlæggende problem er dog manglende muligheder for bevægelse og naturlig udfoldelse, fordi systemets primære formål er at huse mange dyr ved brug af meget få ressourcer i form af f.eks. plads, berigelse og arbejdskraft til pasning.

Dette medfører, at der i minkproduktionen bl.a. ses forekomst af aggression, hvor mink bider og skader hinanden. Der ses mink med tydelige bidskader og åbne sår, og efter pelsningen ses bidmærker på undersiden af pelsskindet. Der er således eksempler på mink med flere hundrede bidskader konstateret i skindet efter pelsning.

De grundlæggende problemer har været kendt længe og de er samtidig kendt fra minkproduktionen i adskillige lande, fordi bursystemet og produktionsmetoden har været og stadig er meget ensartet i de lande, der fortsat producerer mink.

I industrien fodres mink 1-2 gange dagligt med en ensartet, forarbejdet masse baseret på fiske- og/eller slagteriaffald, der placeres oven på buret, hvilket harmonerer dårligt med deres behov som aktive rovdyr.

Fodringsmetoden medfører unormal adfærd i form af stereotypier. Der er endvidere store velfærdsproblemer forbundet med den såkaldte slankning eller restriktive fodring af avlstæverne, som er almindelig anvendt over vinterperioden. De avlsdyr, der skal leve videre til den næste sæson, udvælges i den periode, hvor de øvrige mink aflives og pelses. Minkene er på dette tidspunkt fedet op, for at skindet skal blive så stort og langt som muligt efter pelsning.

Avlsdyrene skal imidlertid leve videre og for at undgå, at især avlstæverne er fede i den kommende parrings- og ynglesæson i foråret, fodres de så sparsomt i vinterperioden, at de udviser en høj forekomst af stereotypier og pelsgnav som følge af sult.

Over de seneste 20 år har flere og flere lande i Europa indført forbud mod minkavl og andre former for pelsdyravl, og specielt de seneste år er det gået stærkt.

Indtil videre har 20 lande i Europa forbudt minkavl, igangsat udfasning af produktionen eller indført strengere krav, så det i praksis ikke er muligt at fortsætte, som man blandt andet har gjort det i Tyskland.

Disse lande har helt forbudt minkavl eller er i gang med en udfasning: Storbritannien, Østrig, Holland, Kroatien, Slovenien, Makedonien, Serbien, Bosnien-Hercegovina, Irland, Italien, Frankrig, Estland, Slovakiet, Norge, Belgien, Tjekkiet, Luxembourg, Letland, Malta og Ungarn.

I disse lande er pelsdyravl udfaset pga. strengere krav til dyrevelfærden: Tyskland og Schweiz.

Derudover overvejer disse lande et forbud: Litauen, Montenegro, Polen, Spanien og Ukraine.

Men det er ikke kun i Europa, der indføres forbud mod pels. Bl.a. har staten Californien i USA forbudt salg af pels. New Zealand har i praksis forbudt minkavl gennem et forbud mod import af mink, og Japan har gjort det ulovligt at opføre nye minkfarme. I 2021 blev Israel det første land i verden til at forbyde salg af pels.

Det er til hver en tid muligt at holde sig opdateret på, hvilke lande der har indført forbud mod pelsdyravl - eller er på vej til det - via Fur Free Alliance's hjemmeside her.

Mink er meget modtagelige for Sars-CoV-2 virus, og der har været mange udbrud på minkfarme i Danmark og andre lande (bl.a. i Holland, Grækenland, Sverige, Spanien, Litauen, Frankrig, Italien, Letland, Polen, USA og Canada).

Med store populationer af modtagelige dyr, der lever tæt, er der optimale forhold for et reservoir af virus og for mutationer. Det var ikke muligt at inddæmme og bekæmpe virus i den danske minkproduktion, som tværtimod spredte sig i 2020 mellem farme, uden at der er fundet en forklaring derpå, ligesom der skete smitte mellem dyr og mennesker og videre smitte fra menneske til menneske ud i samfundet.

Selvom COVID-19 ikke i øjeblikket betragtes som en samfundskritisk sygdom, er det risikabelt at eksperimentere med genindførsel af store samlinger af meget modtagelige dyr på minkfarme. Dette understreges af, at mink jævnligt undslipper fra farme og kommer ud i bestanden af mink, der lever i naturen. Disse mink er naturligvis også meget modtagelige og vil kunne blive smittet af de undslupne mink.