Lille sort killing er svøbt i blåt håndklæde og får sutteflaske med mælk

Vi mangler plejefamilier i Roskilde

Dyrenes Beskyttelse mangler plejefamilier til Roskilde Internats killinger og katte. Særligt dyreinternatets flaskekillinger mangler plejefamilier.

Vil du være plejefamilie?

En ny sæson med killinger står for døren, og vi vil derfor gerne invitere alle ildsjæle, der kunne have interesse i at hjælpe, til et infomøde på Roskilde Internat.

Tid og sted

Torsdag den 6. marts 2025 kl. 17.00 - 19.00.

Foredraget afholdes på Roskilde Internat, Darupvej 131, 4000 Roskilde.

Man har mulighed for, at tilmelde sig som plejefamilie samme aften og stille spørgsmål til katteteamet. Mødet er tilegnet de voksne i husstanden, som er de primære passere af kattene under plejen. Der er forskellige kategorier af plejefamilier for kat hos os, som er følgende: Voksenpleje, adfærdspleje, sygdomspleje, killinger der spiser selv, flaskekillinger og kattemor med killinger. Krav hertil vil blive yderligere udpenslet til mødet, men du SKAL kunne sige ja til følgende:

- Har adgang til egen bil
- Maks. en times kørsel til Roskilde Internat
- Er fleksibel i forhold til at komme forbi dyreinternatet med evt. syge killinger/katte, samt til kontroller og vaccinationer
- Er villig til at passe og pleje vores killinger/katte efter dyreinternatets retningslinjer
- Er indforstået med, at det er frivilligt og ulønnet arbejde
- Hvis der er andre dyr i hjemmet, er de raske og velvaccinerede
- Har mulighed for at tage mindst tre killinger i pleje ved pasning af killinger under 12 uger
- Har mulighed for at holde kattene indendørs i hele plejeperioden
- Har en Facebook-profil, så man kan få adgang til nødvendige dokumenter og se opslag af de killinger/katte, der mangler pleje på dyreinternatet
- Har et ønske om et tæt og godt samarbejde med personalet på dyreinternatet
- Brænder for at gøre en kæmpe forskel for de små
- Kattene skal kunne holdes indenfor hele plejeperioden
- Kun ved pasning af flaskekillinger: mulighed for at fodre hver 2.-3. time, også om natten (hænger derfor ikke sammen med et fuldtidsjob)
- Kun Ved pasning af kattemor med killinger eller voksen kat: Der må ikke være andre dyr eller småbørn i husstanden
 

Har du sagt ja til ovenstående og er klar på at hjælpe dyreinternatets katte, så skriv os en mail på roskilde@dyrenesbeskyttelse.dk, hvor du oplyser dit telefonnummer og fulde navn og skriver, at du gerne vil tilmelde dig vores infoaften.
 

Vi glæder os meget til at møde en masse ildsjæle og byde jer velkommen på dyreinternatet til en hyggelig og informativ aften.

To nyfødte killinger ligger sammen på hvidt håndklæde

Næsten nyfødt, men ingen mor

De bliver forladt eller hjerteløst dumpet i papkasser og plastikposer. Bittesmå killinger – mange af dem nyfødte eller kun få uger gamle. Uden en mor må andre træde til. Når killingerne bliver indleveret på vores dyreinternater, kommer de hurtigt videre og i kærlige hænder hos vores frivillige plejefamilier. Her bliver de opflasket med omsorg og mælk hver tredje time, døgnet rundt.