Slædehundeførere oplever udfordringer med at få behandlet deres dyr, da der ofte er langt til nærmeste klinik i Grønland. Dyrenes Beskyttelse har støttet dyrlæge, Julie Pio, i at afholde to workshops i byen Kangerlussuaq, hvor de lokale har kunnet få gratis førstehjælpskurser til deres slædehunde.
Et sår på poten eller dårlig mave er normalt ikke noget, som hundeejere ville opfatte som en stor udfordring – særligt ikke, når man har adgang til dyrlægeklinikker døgnet rundt. For de grønlandske slædehundeførere er virkeligheden dog en anden, da mange små bygder ikke har dyrlægeklinikker eller på anden måde adgang til behandling.
Der er derfor mange behandlinger, som den enkelte slædehundefører må klare selv, og derfor har dyrlæge Julie Pio afholdt to workshops i byen Kangerlussuaq. Målet var at give slædehundeførere viden og produkter, som de kan bruge, hvis hundene bliver skadede.
- Der er meget, der skal tænkes og gøres anderledes, når man stort set halvdelen af året bor i en kæmpe dybfryser. Det er ikke alt [SN1] vi kan, og det vi tager for givet behandlingsmæssigt i Danmark, kan rent praktisk ikke finde sted i Grønland, siger dyrlæge Julie Pio.
De to workshops er blevet finansieret af Dyrenes Beskyttelse og håbet er, at der på sigt kan afholdes lignende workshops i andre små bygder rundt omkring i Grønland.
Hjælp til selvhjælp
Der blev afholdt to ens workshops om sårbehandling og behandling af diarré hos slædehunde. Målet med de to workshops var, at alle, der mødte op, skulle prøve, se og mærke de håndkøbsprodukter, som kunne bruges til behandling.
- Jeg er helt blæst bagover af den store opbakning, tilslutning og engagement, som de to workshops om førstehjælp til slædehunde har haft. Til min anden workshop kom der over 25 personer, hvilket er temmelig mange ud af en bygd på 500 personer i alt, og langt mere end hvad vi havde turdet håbe, siger Julie Pio.
I alt deltog 35 mennesker i alderen fra ti til 81 år. I slutningen af hver workshop fik alle udleveret et førstehjælpskit med de demonstrerede produkter, sammen med tilpassede vejledninger på dansk og grønlandsk. Derudover tolkede en lokal kvinde, så dem, der ikke talte dansk, også kunne deltage.
- Jeg er utrolig glad for at vide, at de lokale nu selv kan udføre sårbehandling og behandling af dårlig mave hos hundene. De har fået indsigt, viden, øvelse, færdigheder og grej, hvilket er skønt, siger Julie Pio.
Ud over støtte fra Dyrenes Beskyttelse, har Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland, Scanvet, Vetnordic og Vetmall bidraget med sparring og hjælp.