dom for dumping

Sjælden dom i dumpingsag

Der er faldet dom i en sag, hvor en mand havde dumpet en kat med fire killinger foran Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn. Det er aldrig OK at dumpe dyr, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse, som glæder sig over, at det er lykkedes at få en dom i en dumpingsag.

Skrevet af:
Claus Nielsen Lyckhage

Tusindvis af efterladte dyr

I 2018 blev 3.591 dyr ifølge tal fra Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral fundet som nødstedte dyr, uden at vi kunne finde en ejer, hvoraf 945 af dem blev fundet efterladt i kasser, tasker eller bure. 

Hvert år modtager Dyrenes Beskyttelse hundredevis af dumpede dyr fra ejere, som ikke ønsker dem længere. Dyrene efterlades i bure og papkasser på rastepladser, i skoven, foran private hjem eller i vejkanten, og selv om det er en overtrædelse af dyreværnsloven at efterlade sine dyr på den måde, så hører det til sjældenhederne, at der falder dom i disse sager. Det skyldes, at politiet ofte ikke kan finde frem til dyrenes ejere. 

Men til trods for den triste statistik er der dog i sidste uge faldet dom i netop sådan en dumpingsag. Manden var ifølge domskriftet tiltalt for bl.a. at have behandlet en kat med fire killinger groft uforsvarligt med karakter af mishandling, idet dyrenes ikke var beskyttet mod lidelse, angst og væsentlig ulempe samt undladt at behandle kattene omsorgsfuldt, da han efterlod dem i en papkasse i en vejkant nær Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn. Manden er blevet idømt 7 dages betinget fængsel, forudsat at han ikke begår noget strafbart i et år. 

”Selv om vi gerne havde set en strengere straf, så er jeg rigtig glad for at det for en gang skyld er lykkedes at finde gerningsmanden og få vedkommende dømt, så vi kan statuere et eksempel, at det aldrig er i orden at efterlade dyr på den måde. Dyreejernes ansvar stopper ikke, blot fordi dyrene bliver uønskede. Vores dør er altid åben for, at man kan aflevere sit dyr på en ansvarlig måde,” siger Lene Frahm, internatsleder på Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn. 

Et trist syn

Om morgenen d. 14. august 2018 møder personalet hos Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn ind til et trist syn. En papkasse er blevet dumpet ved landevejen foran internatet. Der er tæppe og kattemad, men ingen dyr i kassen. 

”Det er jo et trist syn, for det betyder, at der løber et eller flere dyr rundt i området. Dyr, som måske ikke er vant til at klare sig selv, og deres fremtid er uvis. Desværre er det noget, vi oplever alt for ofte,” siger internatsleder, Lene Frahm.  

Efter et døgns søgen finder personalet to sultne og forkomne killinger, men intet spor af kattemor og ingen sikkerhed for, at der ikke er flere killinger derude. 

 

😪AT DUMPE ER IKKE I ORDEN😪 Vi fandt en kasse, sat af ved Fyns Internat - helt oppe ved landevejen. Der er meget trafik...

Slået op af Fyns Internat - Dyrenes BeskyttelseOnsdag den 15. august 2018

To dage senere er der glædeligt nyt, da det helt ubegribelige sker: killingernes mor opsøger selv internatet sent en fredag aften. Hun er meget tynd og meget sulten, da hun står i indgangsdøren til internatet og banker på, tigger om mad – og tigger om at få lov at være sammen med sine killinger igen. Den rørende genforening bliver filmet af de ansatte på internatet, som lægger videoen på Facebook til stor glæde og begejstring. 

Tullemor

Breaking news - missemor og killinger genforenet Vi fortalte for nogle dage siden om den tomme papkasse som var sat af ved Fyns Internat - ved landevejen i tirsdags. Og at vi efter et døgn, altså onsdag, fandt 2 sultne killinger i markerne. Vi spurgte om der var flere - og det var der! For her fredag kl. 21 kom en meget tynd og meget sulten mor til indgangsdøren og bankede på, tiggede om mad - og om at få lov at være sammen med killingerne igen Vi håber kun der var Tullemor og hendes to killinger i kassen - for så er famlien genforenet. Men vi kan ikke vide det. Det er aldrig i orden at dumpe dyr til en uvis skæbne. Ikke alle ender lykkeligt som her

Slået op af Fyns Internat - Dyrenes Beskyttelse i Fredag den 17. august 2018

Killing fundet kold, grædende, tynd og træt

Den 19. august finder personalet endnu en killing, nær landevejen, som straks genforenes med sin mor og søskende, men personalet stopper ikke her. De fortsætter eftersøgningen i flere dage efter, og d. 25. august – altså hele ti dage efter fundet af papkassen i grøftekanten – sker det utænkelige: den sidste killing findes i vejkanten en kilometer fra internatet. 

Hun er kold, grædende, tynd og meget sulten og træt, så hun bliver indlagt med det samme. Hun overlever imod alle odds de hårde strabadser. Alle fire katte har det godt i dag og er kommet ud til nye familier, som tager sig kærligt af dem. 

❤️UTROLIG HISTORIE OM TULLEMOR OG HENDES 2 - NEJ 3 - NEJ - HELE 4 KILLINGER❤️ Resume: 14. august møder personalet ind...

Slået op af Fyns Internat - Dyrenes BeskyttelseLørdag den 25. august 2018

En stemme fra fortiden 

Dyrenes Beskyttelses internat på Fyn deler løbende opdateringer om sagen på deres Facebook-side, og inden længe henvender en person sig til internatet, som kender katten fra billederne. Det er kattens første ejer, som i god tro havde givet hende fra sig, da hun skulle flytte til et sted, hvor man ikke må have dyr. Men der er ingen tvivl om, at det var hendes gamle kat, der er på billederne. 

Sagen bliver meldt til politiet, og da man nu kender navn og adresse på den nye ejer, tager det ingen tid at få rejst en sag mod vedkommende, og med dommen i sidste uge er der nu endeligt sat punktum i sagen om de fem dumpede katte.