En hjort har fået viklet sit gevir fast i et net.

Red et dyreliv: Stram hegnet og smid ikke skraldet

Du kan uforvarende koste et dyr livet, hvis du smider skrald i naturen eller ikke sørger for at vedligeholde dit hegn og pille det ned, når du ikke bruger det længere.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Det kan medføre en lang og smertefuld død for de vilde dyr, hvis de bliver fanget i snore, reb eller lignende fra et hegn. Der er nemlig ingen garanti for, at der kommer nogen forbi i tide og opdager dyret, så de kan hjælpes fri.

- Dyrene vil typisk kæmpe voldsomt for at slippe fri, for de oplever det som liv eller død, at de sidder fast, hvilket det jo også er. Det betyder, at den hårde kamp for at slippe fri kan tage livet af dem, hvis de altså ikke når at sulte eller tørste ihjel inden, siger Peter Gravlund Nielsen, der er biolog hos Dyrenes Beskyttelse.

Han peger på, at selv hvis det lykkes dyrene at vriste sig fri, så sker det, at dele af hegnet i form af for eksempel snor eller reb fortsat hænger fast i dyret, hvilket ligeledes udgør en fare. Særligt hvis det hænger fast i geviret på en hjort, kan det være problematisk, for når hjortene sidenhen stanger geviret mod hinanden eller klør geviret mod et træ, så risikerer de at hænge fast igen på grund af resterne fra hegnet. Derfor er opfordringen klokkeklar.

- Sørg for jævnligt at tjekke og vedligeholde dit hegn. Det redder dyreliv, hvis hegnet er stramt, og der ikke hænger løse snore og reb, som dyrene kan blive fanget i. Og så skal man altså fjerne sit hegn, når det ikke længere bruges.

Dyrenes Beskyttelse rykkede i 2024 ud til 386 tilfælde af dyr, der sad fast i snore, hegn, reb og lignende. I langt de fleste af tilfældene kunne dyrene hjælpes fri, men det sker desværre også, at dyret for eksempel har brækket benet eller fået andre skader i sin kamp for at komme fri. I de tilfælde kan det være nødvendigt at nødaflive dyret.

Skrald kan dufte godt – og gøre stor skade

Med foråret og bedre vejr på trapperne, er der flere af os, der bevæger os ud i naturen og får stor glæde ved det. Skoven, stranden og parken kan være tre af mange gode steder at holde sin picnic og nyde solens stråler, men det, man bringer med ud i naturen, skal også med hjem igen.

Udover at forurene vores pressede natur, så udgør skraldet også en trussel for dyrene, der kan blive lokket af en velduftende emballage eller være nysgerrig på, hvad det fremmedlegeme, som skrald er i naturen, er for noget. 

- Når dyrene bliver viklet ind i affald, kan de både blive forhindret i at indtage føde eller komme til at hænge fast i andre ting på grund af det affald, de er viklet ind i, siger Peter Gravlund Nielsen.

Han har set alt fra ræve, hvor hovedet har siddet fast i en plastikflaske, måger, hvor næbet er fanget i en øldåse og pindsvin, der har fået viklet plastik fra en sixpack rundt om livet. Derfor er han også klar i spyttet. 

- Der er ingen undskyldning. I momentet kan det synes nemt og harmløst at lade sit skrald ligge, men det koster potentielt livet for et dyr. Og det bliver en lang og smertefuld død i mange af tilfældene.