Monogame overlevere med flyvebesvær: Sådan er svanerne

Svaner er blandt Danmarks mest ikoniske fugle, og deres elegante udseende og majestætiske adfærd har gjort dem til en favorit blandt naturentusiaster. I Danmark finder vi primært tre arter: knopsvanen, sangsvanen og pibesvanen. 

Alle tre svanearter er kendt for deres monogami. De finder en partner og holder sammen i mange år, ofte hele livet. Sammen vælger de en sø eller lignende vådområde, hvor de slår sig ned, og det kan de være ganske territoriale omkring. Nærmer en anden svane sig søen, så vil parret jage den på flugt eller endda slå den helt eller delvist ihjel for at forsvare deres område.  

I maj og juni vil knopsvaneparret yngle og hen over sommeren tage sig af deres unger, indtil de er flyvefærdige i september. Det går dog ikke altid så elegant for sig. Ungsvanerne kan nemlig være ganske kluntede, når de skal lære at få luft under vingerne, hvilket kan medføre, at de lander på vejbaner eller kolliderer med bygninger og træer. Derudover har knopsvaner brug for op mod 100 meter for at lette, og deres start kan dermed virke ret tung og besværlig. Til gengæld er det et imponerende syn, når de først kommer i luften.

Hvis frosten først rammer og vandområder fryser til is, vil knopsvanen pakke sig godt sammen og på den måde sænke energiforbruget, mens den ligger stille på isen. På den måde kan den voksne fugl gå op til halvanden måned uden føde, hvis det skulle blive nødvendigt. Ungfugle bukker langt hurtigere under for sult. Dette skyldes den voksne knopsvanes store kropsvolumen i forhold til overfladen, som minimerer varmetab. For at sætte det i perspektiv kan man sammenligne til en mindre fugl som musvitten, der vil risikere at dø, hvis den går ind i en meget kold og lang nat, hvis den i forvejen har et energiunderskud.

Her kan du lære mere om de tre forskellige svanearter.

Orange, lilla eller endda gråt. Knopsvanens næb kan antage mange farver. 

Den tunge kæmpe

Knopsvanen er den mest almindelige af de danske svaner, og det er nok derfor også den, som de fleste vil forestille sig, når de tænker på en svane. Knopsvanen er den eneste af de tre arter, der ikke har et gult næb, og det er derfor en oplagt måde at artsbestemme den på. I stedet har knopsvanen et næb, der kan variere fra at være orange til lilla eller endda gråt. 

Med sin vægt på op til 15 kilo rangerer den i top fem over de tungeste fugle i verden, der kan flyve. Samtidigt gør særligt den lange hals, at den i udstrakt længde er omkring 160 centimeter lang. 

Dens imponerende længde kommer den også til gavn i dens søgen efter føde. Med sin lange hals kan den nå ned på halvanden meters dybde og hive ålegræs op. Det er det, man vil opleve, hvis man ser en svane, hvor rumpen som det eneste stikker op ad vandet. 

Knopsvanen adskiller sig også fra de to andre svanearter ved sin særlige gangart på land, hvor de vralter. Når knopsvanen befinder sig på land, vil den derfor langt oftere ligge stille og spise af det græs, der er omkring den, så den slipper for at bevæge sig så meget. 

Knopsvanen har da heller ikke altid færdedes så meget på land. Det formodes, at den ændrede adfærd og søgte oftere på land som konsekvens af enten de iskolde vintre i 1980’erne, hvor mange knopsvaner døde af mangel på føde, da vådområder var frosset til i en længere periode. Eller på grund af det stigende iltsvind, der allerede var begyndt på daværende tidspunkt, og som dermed betød mindre føde i langs kyster og i fjorde. Eller måske en kombination af begge. 

Sikkert er det dog, at knopsvanen oprindeligt ikke gik meget på land. Det betyder også, at den er mindre udviklet til at spise for eksempel græs og dermed også får småsten og grus med, når den går og napper i græsplænen. Derfor vil man også kunne finde knopsvaner, der har en udposning på næbbets underside, fordi der har ophobet sig grus og lignende lige dér. 

Du kan høre her, hvordan knopsvanen lyder. 

Den musikalske gås

Sangsvanen kan blandt andet genkendes på sit gule næb. Foto: Torben Pihl/Dyrenes Beskyttelse

Sangsvanen skiller sig ud ved sin evne til at udsende melodiske kald, der kan lyde næsten lidt ’truttende’. Til gengæld skal man helt tæt på for at høre sangsvanens vingeslag, når den først er på vingerne, hvilket er forskelligt fra knopsvanen, hvor man tydeligt kan høre dens vingesus.

Du kan høre her, hvordan sangsvanen lyder. 

Ligesom pibesvanen har sangsvanen et gult næb. Det er dermed den nemmeste måde at kende de to svanearter fra knopsvanen, som er den mest almindelige af de tre. 

Det er som regel om vinteren, at man kan opleve sangsvanen i Danmark, hvor den kommer til fra koldere himmelstrøg i Island, Norge, Sverige, Finland og Sibirien. Viser vinteren sig at være en af de koldere i Danmark, vil den dog ofte trække yderligere sydpå i vintermånederne. I alt estimerer man, at der er 12 til 13 ynglepar af sangsvaner i Danmark. 

Er man på udkig efter sangsvanen, så er der bedst forudsætninger for at finde den omkring Sydsjælland og Lolland-Falster eller det nordlige Jylland. Udover ved kyster eller søer, så er sangsvanen også glad for at besøge marker, hvor den går og spiser af vinterafgrøderne.

Sangvangen går gerne i afgrøder efter føde. Foto: Torben Pihl/Dyrenes Beskyttelse

I modsætning til knopsvanen ligger det naturligt for sangsvanen at finde føde på land. Derfor bliver den ikke tvunget til at klare sig uden mad og drikke i op til halvanden måned, når isen lukker vores farvande, men finder i stedet sin føde på land. 

Den sjældne gæst

Pibesvanen er den mindst udbredte af de tre arter i Danmark. Den er samtidigt også den mindste af de tre svanearter, da den er lidt over halv størrelse i forhold til knop- og sangsvanen. Ligesom sangsvanen har pibesvanen et gult næb. Men hvor den sorte del af næbbet kun udgør spidsen hos sangsvanen, så er pibesvanens næb overvejende sort og kun gul helt inde ved hovedet. 

Pibesvanen er kun at se i Danmark i vinterperioden, hvor den i september af og forlader landet igen i marts. Resten af året holder den nemlig til på endnu koldere breddegrader helt oppe ved Sibirien. At pibesvanen er en sjældnere at se i Danmark, illustreres også ved, at Dansk Ornitologisk Forening i de senere år blot har observeret omkring 1000 af dem i vinterperioden, mens der alene i antal ynglende par estimeres at være 4700 knopsvanepar. 

Hvor pibesvanen før i tiden udelukkende var at finde ved vandområder, så er den i Danmark også begyndt at gå på jagt efter føde på markerne, hvor den spiser kerner, frø, løg og knolde, der er lagt med henblik på at blive afgrøder. Dermed er tilfrosne søer heller ikke den samme udfordring for pibesvanen, som de er for knopsvanen, mens pibesvanens mindre størrelse også vil gøre, at den ikke vil kunne klare halvanden måned uden føde. 

Her kan du høre, hvordan pibesvanen lyder. 

En hyppig gæst i vagtcentralen

Knopsvanen er et af de dyr, som folk oftest ringer til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 omkring, fordi de er bekymrede for, om den er i nød. Alene i årets 20 første dage har der været 203 opkald vedrørende svaner. Ofte skyldes bekymringen, at svanen er havnet et uhensigtsmæssigt sted, hvilket kan hænge sammen med, at svaner ikke altid er de mest elegante i luften, samtidigt med at de er tunge, hvilket gør det sværere for dem at navigere udenom eller bremse for eventuelle forhindringer. Derfor sker det, at de kolliderer med huse, højspændingsledninger eller træer og må sunde sig lidt, inden de er klar til at komme videre. Er du bekymret for en svane, er du altid velkommen til at ringe 1812 for at hjælp og vejledning.

… Og nej, selvom myten går på, at de kan brække din arm, så passer det ikke.