Forfatter Mathilde Walter Clark er kåret til Årets Dyreven. Hæderen falder efter et år med fuld blus på formidlingen af forholdene for de mange millioner skjulte dyr i det danske industrilandbrug.
Dyrenes Beskyttelse har i dag, den 15. november, kåret forfatter og foredragsholder Mathilde Walter Clark til Årets Dyreven 2024. Kåringen foregik ved et arrangement i København, hvor dyrevenner, politikere og andre interessenter var samlet for at sætte fokus på det gode dyreliv.
Mathilde Walter Clark modtog prisen efter et år, hvor hendes virke i den grad har gjort de skjulte dyr mere synlige. I begrundelsen for prisen lød det blandt andet:
”Mathilde Walter Clark er kåret til Årets Dyreven for sin insisteren på at afdække og fortælle om dyrene og deres forhold i den danske industri. Hun viser os, hvordan dyrene optræder – eller snarere er helt fraværende – i fortællingen om det danske landbrug, og hvilken magt den sproglige overhånd udøver på vores medskabninger og omgivelser. Med dissekeringen af ordvalget fremkalder hun billedet af virkelighedens masseproduktion af dyr i industrianlæg, og hun hænger billedet op midt i debatten.”
Dyrenes liv i landbruget har fået stor opmærksomhed og folkelig udbredelse med Mathilde Walter Clarks bog Det blinde øje om minkene, der forsvandt fra mediernes dækning af minksagen, og senere med essayet Hvordan man laver dyr.
Efter udgivelsen af Det blinde øje i september 2023 har Mathilde Walter Clark haft travlt. Hun holder foredrag og stiller op for dyrene i debatter med en sober, sikker og fuldstændig faktuel tilgang til den sproglige forvrængning af, hvad der foregår med dyrene i industrien.
Til arrangementet blev Mathilde Walter Clark takket for at være en uforlignelig øjenåbner og en stærk stemme for de mange millioner usynlige dyr. Hos Dyrenes Beskyttelse er der ikke tvivl om, at Mathilde Walter Clarks virke i det seneste år har bidraget til, at en langt større del af befolkningen har fået øjnene op for dyrene og deres velfærd – eller mangel på samme.
Det blinde øje har vundet Politikens Litteraturpris 2023, Weekendavisens Litteraturpris 2023 og Læsernes Bogpris 2024.
Til arrangementet var Mathilde Walter Clark omgivet af dyrevenner og politikere til en inspirerende eftermiddag, hvor det gode dyreliv – og mangel på samme – blev belyst fra forskellige vinkler i oplæg og debatter.