Dyrets sidste rejse – Af bioetiker Mickey Gjerris

Under kummerlige forhold trækkes de som ufrivillige passagerer rundt af et vækstlokomotiv, som vi altid er så bange for skal køre fra os, selv om det var bedre for både os og dyrene, hvis vi lod toget køre. Blev på perronen og brugte lidt tid på at få øje på de dyr, som skjuler sig under bjergene af billige koteletter.

250.000.000 dyr. Et tal så ufattelig stort, at det for de fleste af os bare bliver en grå masse af kroppe. Hvert eneste af dem er som os selv i stand til at føle smerte, frustration og frygt. Hvert eneste er et socialt væsen, der efter en opvækst uden adgang til at udfolde langt det meste af sin iboende adfærd, pludselig befinder sig i en uforståelig situation, ofte omgivet af fremmede dyr fra andre gårde.

Madpakker på ben

For langt de fleste af de ufattelig mange dyr er det første gang – og sidste – at de oplever dagslys. Opfostret under betingelser, der primært er bestemt af økonomiske hensyn og menneskelig bekvemmelighed har oplevelser og glæder været sparsomme glimt i en hverdag, der for langt de fleste produktionsdyr er indrettet med ét for øje: at optimere produktionen. Hovedreglen synes at være, at kun i det omfang, at det kan betale sig eller direkte er i strid med lovgivningen, får dyret lov til at være dyr.

Dyrets sidste rejse er en rammende symbolsk sammenfatning af dets liv. Blinde for deres individualitet, reducerer vi dem til madpakker på ben, hvis eneste formål er at tilfredsstille vores præference for billigere og billigere kød, æg og mælk. Hvert enkelt af dem er et levevæsen som os, der ligesom os har en eksistens. Har fået liv. Hvad meningen med det er, kan vi kun gisne om på egne vegne. Men for dyrenes vedkommende har vi et klart svar: De er her for vores skyld.

Et liv uden mulighed for at være dyr 

Menneskets arrogance over for disse dyr er endeløs. Med den største selvfølgelighed gør vi dem til redskaber for vores lyster. I grådighedens navn undsiger vi os livets underfulde karakter og reducerer dem til bacon, æg, bøffer og eksport. Vi taler om dyrevelfærd og indfører lovgivning for at dulme vores samvittighed. Men virkeligheden er den samme for dyrene. Et liv uden mulighed for at være de dyr, de er, og for mange en afsluttende rejse præget af stress, frygt og smerte.

Producenter, transportører, forbrugere og politikere sender ansvaret for dette på en uendelig rundtur. Alle hævder, at de blot gør det nødvendige, og at andre må løse problemerne. Markedslogikken dikterer dyrenes vilkår, som var de blot sofaer og toiletpapir.

Tænk, hvis det ikke var markedet, der bestemte dyrenes liv og død, men vores menneskelighed? Tænk, hvis vi holdt op med at lade som om, at det er alle de andre, der skal gøre noget? Tænk hvis vi som mennesker og borgere prøvede at leve op til det ansvar, som vores magt over planetens andre levende, sansende, følende giver os?

Det begynder og slutter med os 

Vi skaber disse dyrs virkelighed. En kvart milliard dyrs lidelser under transporten rundt i Europa på jagt efter lidt ekstra profit, falder tilbage på os alle sammen. Det er ikke nogles skyld, men samfundets skyld. Og vi er samfundet. Så det begynder og slutter med os. Med at vi overvejer, om det gode liv er lidt mere bacon og lidt mere eksport på bekostning af dyrene. Eller om det gode liv er at opføre os anstændigt og værdigt – også over for de, der ikke kan sige fra.

Mickey Gjerris er bioetiker og har i mere end 15 år forsket i forholdet mellem dyr, mennesker og natur. Han har skrevet en lang række artikler om emnet og bl.a. redigeret bogen ”KØD – en antologi” fra 2012. Mickey Gjerris er en hyppigt anvendt foredragsholder, optræder ofte i medierne som ekspert, skriver fast analyser og debatindlæg for Politiken og Kristeligt Dagblad og har siden 2011 været medlem af Det Etiske Råd.