Det er sjældent, at argumenter for verdens mest intensive svineproduktion giver mening. Måske fordi meget bliver sagt mellem linjerne, hvor dyrene ikke prioriteres højest.

Tv-dokumentar viser nok engang de forfærdelige forhold, som grise lever under i industrilandbruget. TV2’s ”Hvem passer på grisene?” understreger, at der måske ikke er et svar på det spørgsmål.
Omkring hvert tredje besætningsbesøg fra Fødevarestyrelsen fandt overtrædelser af dyrevelfærdsloven hos svineproducenterne, men uden at det for alvor havde konsekvenser.
Det fik SF’s Carl Valentin, Enhedslistens Søren Egge Rasmussen og Alternativets Helene Brydensholt til at kalde fødevareminister Jacob Jensen i samråd for at drøfte forholdene for danske grise. Og måske få svaret på, hvem der rent faktisk passer på dem. Debatten kan ses her.
Hos Dyrenes Beskyttelse har vi svært ved at forstå, at vi tillader så elendige forhold for millioner af grise. Derfor kan det måske også være nødvendigt at læse mellem linjerne på argumenterne for, at vi skal fastholde intensiv produktion herhjemme.
’De få brodne kar’
En klassisk fordrejning af debatten er at prøve at få det til at handle om enkelttilfælde. Og selvom der ganske givet er nogle steder, hvor dyrene har det værre end andre steder, så er det helt store problem de generelle rammer.
95 procent af alle grisene får klippet halen af, søerne fastspændes i ugevis omkring perioden, hvor de skal fare, og hver enkelt gris har kun krav på 0,65 kvadratmeter. Det er selvsagt ikke værdige forhold for et levende væsen.
’Vi er bedre end de andre lande’
Dyrevelfærden er ringere i andre lande, og derfor kan vi ikke stramme kravene til dyrevelfærden i Danmark, for så rykker produktionen til udlandet. Sådan lyder et modargument for bedre dyrevelfærd ofte.
Udover det jo betyder, at dyrene i hvert fald ikke får det bedre i Danmark, så er det ikke en forklaring på, hvorfor vi ikke gør noget ved, at 28.000 grise dør i danske stalde hver dag.
’Husk nu økonomien’
I et rigt og veluddannet land som Danmark kan det virke ganske bizart, at økonomi skal stå over velfærden for 30 millioner grise. Alligevel bliver økonomi prioriteret over dyrene af nogle politikere. Det er endda til trods for, at der kun er lidt over 2000 svineproducenter i Danmark.
’Vi har jo lavet en aftale’
I 2024 blev der indgået en dyrevelfærdsaftale, men aftalen var langt fra ambitiøs nok på grisenes vegne, da mange af de kritisable forhold slet ikke i tilstrækkelig grad ser ud til at blive forbedret. Alligevel bliver aftalen ofte fremhævet som et eksempel på, at der bliver gjort en masse for grisene.