Højsæsonen for påkørsler af hjorte er lige om hjørnet, og det er vigtigt at være opmærksom på de danske veje.
Oktober er det samme som rødmende blade på træerne, kortere dage – og tid til at være ekstra opmærksom, når man kører i trafikken. Efterårsmåneden er nemlig startskuddet til højsæson for påkørsler af hjorte. Der sker påkørsler af hjorte året rundt, men fra oktober til januar stiger antallet af påkørsler, fordi dagene bliver korte og mørke.
"I efteråret begynder den kedelige højsæson for påkørsler af hjorte. Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom, når lyset er svagt, så vi kan undgå ulykker – til gavn for både bilister og hjorte," siger Michael Carlsen, biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Skumringstid er hjortetid
Hjortene bevæger sig efter et bestemt mønster og er mest aktive omkring solnedgang og solopgang.Det er derfor også i disse tidsrum, at flest hjorte krydser vejene. Efterår og vinter betyder dette, at flest hjorte påkøres mellem klokken 6-9 om morgenen og igen kl. 16-21 om aftenen. Det viser en opgørelse over indberetninger om påkørsler af hjorte til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812.
"Rådyr, dådyr og krondyr bevæger sig mest omkring i skumring og dæmring. Når vi går efterårsmørket i møde, falder menneskers myldretid sammen med hjortenes myldretid, og der er derfor større risiko for at påkøre en hjort," forklarer Michael Carlsen.
Et sammenstød mellem en bil og en hjort kan ende alvorligt for både hjort, bilist og bil, og Michael Carlsen anbefaler derfor, at man holder ekstra øje med hjorte i trafikken i efterårsmånederne.
De farligste måneder
Antal henvendelser til Dyrenes Beskyttelses Vagtcentral 1812 om påkørte hjorte (fordelt på måneder; gennemsnit i perioden 2015-2018)