Pelle i sit nye hjem

Hilsen fra Pelle: Den skambidte hvalp

Husker du Pelle? Den lille dansk-svenske gårdhund, der kom til Nordjyllands Internat sidste år med voldsomme bidskader i hovedet. Dyrenes Beskyttelse har fået en hilsen fra Pelle, som i dag lever et dejligt liv ved sin nye familie.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Pelle havde en voldsom start på livet. Da han var få dage gammel, blev han bidt voldsomt i hovedet af en voksen hund. Heldigvis blev hans mor, søskende og ham indleveret til Dyrenes Beskyttelses internat i Nordjylland. Her stod personalet klar til at tage imod ham og en hel flok på 16 hunde, da opgaven med at passe dem var vokset ejer over hovedet. 

- Pelle var fuldstændig deform i hovedet, så i første omgang tænkte vi, at han måske var født med den deformitet. Vi var heller ikke sikre på, at han ikke ville klare den, fordi det så så voldsomt ud. Men så fortalte ejerne, at én af de andre hunde havde haft fat i ham, da han ikke var ret gammel, og det var derfor bidskader, fortalte Cathrine Cocks, internatmedarbejder på Nordjyllands Internat, sidste år. 

Heldigvis blev Pelle opereret og kom sig rigtig fint efter dette. Han blev adopteret af et ægtepar, som i forvejen havde tre hunde.

 

En hilsen fra Pelle

Mette og Jens havde ikke tidligere haft så lille en hund, men da de så Pelle, tog han dem med storm og de sendte med det samme en ansøgning på at adoptere ham. Det viste sig at være det helt rigtige match, for i slutningen af januar 2023 flyttede Pelle ind og blev en del af flokken. 

- Vi må bare lægge os fladt ned, for han har taget os med storm. Han har det vildeste gå-på-mod, han er nysgerrig og megafræk, hvilket lige er det, vi godt kan lide. Han er bare faldet utroligt godt til i vores lille gruppe af hunde, hvor han er ene han i flokken, siger Jens, Pelles ejer.  

Hans charme gør, at han kan slippe afsted med det meste. Og så er han en formidabel jagthund, som har taget både mosegrise, mus og et par rotter, så han passer godt på gården. 

- Han er blevet en utrolig kælepotte, så nu kalder vi ham Pelledægge. Det er utroligt at se Pelle på lige over 8 kilo tumle rundt med vores broholmer på 52 kilo. De har virkelig fundet hinanden, men han er også supergod med de to labradors, som også bor her, siger Jens. 

Siden Pelle flyttede ind, har Mette taget uddannelsen som familiehundetræner ved Irene Jarnved. Familien fortæller, at dette har givet dem en bedre, gladere, mere positiv og mere spændende indgang til at træne en familiehund.

- Pelle er lige sådan en hund, vi to skøre hundemennesker kan ønske, og han giver familien glæde, grin og kærlighed. Alt i alt er han helt perfekt.