Mange forbrugere træffer bevidste valg omkring dyrevelfærd, når de skal købe fødevarer. Måske vil vi også snart tænke på dyrevelfærd, når vi køber nyt tøj eller booker hotel til ferien.
Det er ikke kun supermarkeder og fødevareproducenter, der er begyndt at bruge dyrevelfærd strategisk. Også i andre brancher er der en stigende bevidsthed om værdien i at lægge vægt på god dyrevelfærd.
"Det er tydeligt på vej ind i restauranter, kantiner og hoteller," fortæller Monica Klepp Bjerrum fra det strategiske kommunikations- og CSR-bureau MOOW.
"Ikke mindst er mange restauranter flittige til at markedsføre sig på, at kødet stammer fra bestemte gårde og er opdrættet med omtanke. Vi vil komme til at se mere fokus på dyrevelfærd alle steder, hvor der serveres mad. Man vil gerne kunne fortælle gæsterne, hvor råvarerne kommer fra."
Miljøchef Mikal Holt Jensen fra brancheorganisationen HORESTA bekræfter tendensen:
"Det er noget, der spreder sig som ringe i vandet. Image og omtale betyder rigtig meget for både hoteller og restauranter," siger han.
Snørklet produktion
Også i tekstilbranchen kan man registrere en vis bevidsthed om dyrevelfærd. En lang række tøjmærker har fravalgt at bruge pels i deres tekstiler, og virksomheder som H&M og NOA NOA oplyser på deres hjemmesider, at de kun anvender læder fra dyr fra kødproduktionen, ligesom begge har droppet angorauld, fordi der er problemer med dyrevelfærden i produktionen.
Generelt har tekstilbranchen dog det problem, at det kan være vanskeligt at garantere dyrenes velfærd, fordi den fysiske produktion finder sted mange led fra virksomhederne. Tøjet produceres måske på en fabrik i Kina, som får sine materialer fra en vifte af underleverandører. Derfor er branchen varsom med at brande sig på dyrevelfærd, siger Mia Walde fra CSR2Grow, der rådgiver tekstilbranchen om ansvarlighed.
"Jeg tror, vi vil opleve flere tænke dyrevelfærd ind i deres produktion, men det vil ske som et led i en større CSR-strategi, og man vil være varsom med at brande sig på det, fordi leverandørkæden kan være svær at gennemskue i den branche," siger hun.
Et liv før bæltet
Flemming Birch fra konsulentfirmaet Birch & Birch vurderer dog, at tekstilbranchen vil blive tvunget til at overvinde vanskelighederne i fremtiden.
"Jeg tror, der vil komme meget mere fokus på det. Mange brancher har sneget sig under bæredygtighedsradaren i årevis, men de skal nok blive opdaget af forbrugerne," siger han.
"Det er jo mærkeligt, at vi interesserer os for, hvordan vores bøf har haft det – men ikke hvordan vores bælter har haft det."