Der sker ikke meget, når vi alle er hjemme. Derfor kan det kan være en god idé at kombinere måltidet med aktiviteter, der holder dyrenes hjerner stimulerede, anbefaler ekspert i kæledyr.
Vi spiser alle vores måltider hjemme og måske ryger der også en ekstra kage og lidt ekstra god mad ned under denne krise. Men fordi vi mennesker nyder den slags mad, er det ikke nødvendigvis en god idé at dele glæden med vores kæledyr.
”Dyr kan ikke tåle den slags mad, vi mennesker spiser. Udover at det gør dem overvægtige, kan de også blive syge med diarre, og så belaster det deres velfærd,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Hvis man gerne vil gøre lidt ekstra for sit kæledyr i denne tid, anbefaler Jens Jokumsen, at man i stedet køber godbidder produceret til dyr. Men det kan også være en hyggelig aktivitet at give sit kæledyr helt almindeligt foder.
”Næsen er langt mere udviklet hos hunde end hos os mennesker. Når de bruger lugtesansen, bliver deres hjerne stimuleret, og det giver dem en naturlig træthed. Det er derfor en god idé at servere måltidet på andre måder end i foderskålen,” fortæller Jens Jokumsen.
Gode aktiviteter til fodring
Der findes en række gode aktiviteter til fodring af hunde og katte:
”Man kan gemme foderet på gulvet inde i huset eller sprede det på græsset ude i haven. På den måde får hunden kun én pille ad gangen, som bliver tygget inden næste pille er fundet.” Jens Jokumsen fortsætter:
”Der findes også forskellig slags aktivitetslegetøj, som foderet lægges ind i, så hunden eller katten har sværere ved at få fat i det. Det kan også bare være en toiletpapirsrulle, æggebakke eller plastikflaske. Det gør selve oplevelsen med at spise både længere og mere udfordrende.”
Vær opmærksom på, at aktiviteterne ikke må være en større udfordring for dyrene, end hvad de kan gennemføre. De skal opleve succes ved aktiviteten, for ellers kan det blive en frustrerende og stressende oplevelse.
Sådan kan man aktivere sin hund eller kat med foder
- Gem eller spred foderet rundt omkring i stuen eller ude i haven.
- Gem foderet i et aktiveringslegetøj, en toiletrulle eller en plastikflaske.
Aktiviteterne må ikke være en større udfordring for dyrene, end hvad de kan gennemføre. Så hvis det er første gang, kan man med fordel starte på et let niveau for så at øge sværhedsgraden efterhånden, som dyret lærer legen at kende.