På Heimdal Entofarm uden for Tarm har Dorte Svenstrup taget første skridt ind på fremtidens fødevaremarked sammen med to vægtløftere fra Aalborg og 300 kg melorme.
Det er ikke til at se på gården, i Hoven ved Tarm, at det ikke er et helt almindeligt landbrug. Idyllisk pakket ind af skov og marker. Her er ingen gyllestank, for her er ingen svin eller køer. På Heimdal eksperimenteres i stedet med en løsning på fremtidens udfordringer med at brødføde kloden.
Engang var der grise i staldene, men den produktion kunne ejeren og tredje generation på Heimdal, Dorte Svenstrup, ikke længere stå inde for.
”Jeg havde længe ønsket at lave en mere dyrevelfærdsforsvarlig landbrugsproduktion. Men det var helt tilfældigt, at det blev insekter,” fortæller hun.
Mulighedernes verden
En tilfældig snak fik hende sporet ind på insekterne. Hun hørte om en gård i Nordjylland, forsøgte at producere melorme i tomme stalde.
”Så begynder jeg at google, og jeg opdager, at der er virkelig store bevægelser på området i hele verden. Jo mere jeg læser, jo mere mening giver det for mig”, fortæller hun med begejstring.
”Derefter snakker jeg tilfældigt om melorme med en god ven. Han sætter mig i kontakt med sin datters kærestes bror, der sammen med sin bofælle har 75 kg melorme i sit kosteskab i en lejlighed i Aalborg. Vi snakker og er ved vores første møde klar over, at vi kan gøre det her sammen. Vi deler både ambitioner og ideologi omkring bedre dyrevelfærd, sunde næringsstoffer og en produktion, der er skånsom mod miljøet.”
Partnerne hedder Jakob Mainz og Mads Friche. De dyrker bænkpres på internationalt plan, og har en naturlig interesse i proteiner. De havde praktisk erfaring med insekter, men manglede plads. Plads, som Dorte Svenstrup havde masser af.
Melormen styrer selv
På Heimdal Entofarm er der endnu ikke egentlig produktion af fødevarer, for tiden går med at eksperimentere med alt fra foder til produktionssystemer og håndtering af insekterne. Dorte Svenstrup har omkring 300 kg melorme i et 32 m2 stort produktionslokale i et hjørne af en staldbygning.
Når det kommer til dyrevelfærden, er det dog noget helt andet med melorme, end det er med for eksempel grise. Hvis melorme går for tæt, bliver der for varmt, og så dør de. Hvis de ikke går tæt nok, udvikler de sig ikke. Så på den måde regulerer de selv produktionsforholdene. De lever sammen i hvide bokse, midt i den økologiske mad, der består af hvedeklid og gulerødder, og selvom de lever tæt, skader de ikke hinanden.
”Vi ved reelt ikke, om de har det godt. Vi ved i det hele taget ikke ret meget, men det er jo kun med til at gøre det her så spændende”, siger Dorte Svenstrup. ”Men dyrene gør, som de ville gøre i naturen, og at det er et fornuftigt første skridt ind i fremtiden. Og så længe de lever og vokser, må man antage, at de har det godt”