Jordens befolkning stiger for hvert år der går. Vi bliver flere og flere mennesker, med flere og større krav til vores mad. Men hvordan sørger man for, at have mad nok til os alle? Ifølge industrien kan insekter måske være en del af løsningen. Men er danskerne klar til melorme og græshopper på gaflen?
I 2013 slog en FN-rapport fast, at verden skal bruge 70 pct. mere animalsk protein i 2050 for at kunne brødføde hele kloden. Derfor iagttages de protein-tunge insekter nu som en del af løsningen.
”Der er et kæmpe potentiale i den her produktion. Økonomisk, selvfølgelig, men insekterne kan også gøre en positiv forskel i forhold til klimaet, fødevarekrisen og vores sundhed”, siger Lars-Henrik Lau Heckmann fra Teknologisk Institut, som er partner i projektet inVALUABLE, der skal etablere industriel insektproduktion i Danmark.
Bioetiker Mickey Gjerris har svært ved at se danskere og andre i Vesten spise insekter i stor skala.
”For det første må det, vi spiser, helst ikke ligne et dyr alt for meget. For det andet kan vi jo bare se på, hvor svært det er at få folk til at opgive den røde bøf til fordel for mere grønt. Hvordan skulle vi så få dem til at spise insekter i stedet for?”
Flere ubesvarede spørgsmål
Mickey Gjerris beskæftiger sig med udviklingen inden for de spiselige insekter. Ikke mindst i forhold til dyrevelfærden.
"Det handler om at skaffe protein uden at ødelægge klimaet. Jeg er helt med på, at vi skal spise mindre kød. Men hvorfor erstatte bøf og gris med en anden slags kød - og endda fra dyr, det bliver meget svært at få folk til at spise? Vi kan dække vores proteinbehov gennem planter, men omvendt kan det også godt være, vi opdager, at insekter er bedre for klimaet end planteproduktion"
Insekter har ikke et centralt nervesystem, og derfor er der umiddelbart ikke meget, der taler for, at de skulle have en oplevelse af smerte, som for eksempel et svin har.
Alligevel opfordrer Lars-Henrik Lau Heckmann til respekt for insekterne.
”Vi skal have respekt for alt liv, vi fortærer eller tæmmer. Dyrevelfærden skal undersøges, men jeg mener ikke, det må være grund til at trække håndbremsen. Jeg tror ikke, vi kommer til at begå samme fejl, som vi har begået med produktionen af for eksempel grise. Blandt andet fordi vi starter med grundig forskning før, vi sætter gang i en stor produktion.”
Teknologisk Institut har siden 2012 været involveret i forsknings- og udviklingsarbejde omkring insekter. Bl.a. har man undersøgt, hvordan insekter kan omdanne rester fra brød- og kageproduktion til animalske proteiner, der kan anvendes som dyrefoder.
Insekt-Fakta:
- Insekter kræver minimale mængder vand. Melorme kan få al nødvendig væske fra gulerødder eller kartofler. Til sammenligning bruges der i gennemsnit 15.414 liter vand til at producere 1 kg oksekød.
- Protein fra insekter kan produceres meget mere bæredygtigt end f.eks. kvæg og svin. Af 10 kg foder kan du lave 4,5 kg melorme, men bare 2,5 kg gris og 1,1 kg kvæg. Produktionen af insekter udleder 100 gange mindre CO2 end produktionen af kvæg.
- Insekter er rige på protein og mange andre sunde fedtsyrer og næringsstoffer. Forskning tyder på at insekterne kan styrke vores immunforsvar og muligvis forhindre udvikling af allergier.