Nordjyllands Internat fik travlt, da en syg og udmagret killing med maddiker i øjnene blev indleveret. Medarbejderne var rystede over synet, men gik straks i gang med at redde det medtagede dyr.
Medarbejderne på Nordjyllands Internat er efterhånden vant til at se lidt af hvert. Men denne sag var alligevel noget udover det sædvanlige. En formiddag trådte en borger ind på dyreinternatet og indleverede en lille, udmagret killing, hvis øjne var omkranset af maddiker. Borgeren forklarede, at det var hans killing og, at resten af kuldet var døde på grund af maddike- og loppeangreb. Håbet var, at denne killing måske stadig kunne reddes.
Personalet reagerede straks og tog killingen ind til en grundig sundhedsundersøgelse. Den lille han var kun tre uger gammel og i ringe forfatning. Det tydede på, at han havde levet under dårlige forhold det meste af sit korte liv.
Kritisk tilstand
Ved første øjekast var personalet i tvivl om, hvorvidt den lille killing ville overleve. Dens tilstand var kritisk, og kroppen var utrolig mager. Ingen kunne dog bære, hvis det blev enden på den lille killings historie. Han skulle have en chance til for at få et godt katteliv.
En målrettet og øjeblikkelig indsats skulle vise sig at være redningen og Olav, som killingen blev døbt, gennemgik en omfattende behandling. Olav fik loppe- og ormekur, blev grundigt renset for maddiker, behandlet for øjenbetændelse og modtog løbende væskebehandling.
Trods den alvorlige tilstand viste Olav sig at være en sejlivet kat. Dag for dag blev hans helbred bedre, og selv den stærke medicinering og de mange lægebesøg kunne ikke ændre hans milde, kærlige og ekstremt tillidsfulde væsen.
Kort efter sin ankomst blev Olav taget i pleje af Anne, en veterinærsygeplejerske på dyreinternatet. Her kunne han fortsætte sin behandling i trygge omgivelser.
Efter fem uger begyndte Olav at vise tydelige tegn på bedring, og det øje, som før havde været påvirket af betændelse og maddikeangreb, begyndte at åbne sig.
Pleje blev til et permanent hjem
Undervejs udviklede Anne en særlig tilknytning til Olav. Hun brugte al sin tid og energi på at hjælpe ham med at komme sig.
- Da jeg først tog Olav med hjem, var han så svækket af medicinen, at han knap nok kunne bevæge sig. Han søgte hele tiden tilbage til sin kattebakke og rørte ikke sin mad. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at skabe et trygt sted for ham. Jeg gav ham et stille værelse, men han virkede stadig utilpas. Først da vi flyttede ham ned til os i stuen, hvor han kunne være en del af dagligdagen, begyndte han langsomt at blomstre op. Det var der, jeg virkelig knyttede mig til ham, fortæller hun.
Efter flere uger med pleje og omsorg blev det klart, at Olav havde fundet mere end blot et midlertidigt sted at komme sig – han havde fundet et hjem.
- I starten handlede det mest om at sikre, at han overlevede. Men efterhånden, som vi lærte ham bedre at kende, forelskede vi os i hans milde og kærlige væsen, og han blev langsomt en del af familien. Det var her, tanken om at adoptere ham begyndte at vokse i mig. Olav hørte til her, hos os, og det var der ingen tvivl om, afslutter Anne.
Kort herefter blev Olav derfor adopteret af Anne, der viste sig at være hans redning på mere end en måde.
Ansvarligt ejerskab er afgørende
At tage sig af et dyr kræver både opmærksomhed og handlekraft, når – og hvis – dyret har brug for hjælp.
- Det er vigtigt, når man anskaffer sig et dyr, at man er i stand til at vurdere, når de har det skidt, og kan tage affære med det samme. Som ejer har man et ansvar for sine dyrs ve og vel, også når der skal træffes svære beslutninger. Føler man sig ikke klar til at påtage sig det ansvar, så skal man overveje, om det er det rigtige for en at blive dyreejer, forklarer Cathrine Cocks, som er internat- og kommunikationsmedarbejder hos Dyrenes Beskyttelse.
- Det er sjældent, at vi modtager privatindleveringer af dyr i så dårlig forfatning, som tilfældet var med Olav. Vi er taknemmelige for, at hans situation endte godt, men hans sag understreger også, at det kan få alvorlige konsekvenser, når man som ejer venter for længe med at søge hjælp og ikke passer sit dyr tilstrækkeligt, afslutter hun.
