183 medlemmer af Europa-Parlamentet ønsker at kulegrave dyrenes forhold under transport i EU. De har i dag afleveret deres underskrifter til Europa-Parlamentets partiformænd, der nu har mulighed for at nedsætte et undersøgende udvalg på området.
Stop brutale dyretransporter
Hver en underskrift tæller - vær med i kampen mod dyretransporter.
Skriv under her
Hundreder millioner svin, kvæg, fjerkræ og andre levende dyr transporteres hvert år på tværs af landegrænserne både inden for EU og ud af EU. Og over en kvart milliard dyr i EU har hvert år en transporttid på over otte timer ad gangen. Minimumskravene for dyrevelfærden ombord på disse lastbiler er i forvejen meget skrabede. Alligevel er det langt fra alle regler, der bliver fulgt, og kontrollens kvalitet varierer meget fra land til land.
Det har fået 183 medlemmer af Europa-Parlamentet til at skrive under på, at de europæiske dyretransporter skal kulegraves, skriver næstformand i Europa-Parlamentets dyrevelfærdsgruppe, Niels Fuglsang (S) i en pressemeddelelse.
- I dag slår jeg og mange gode kollegaer et slag for dyrenes velfærd. Vi har massive problemer på det her område, og vi skal sætte ind hurtigst muligt. Derfor vil vi igangsætte en undersøgelse, så vi én gang for alle får belyst, hvor slemt det egentlig står til, og at vi har behov for ny lovgivning om kortere dyretransporter, skriver han.
Konkret ønsker parlamentarikerne at nedsætte et udvalg, der skal undersøge omfanget af lovbrud og mislighold af reglerne for dyretransport i henhold til den gældende EU-lovgivning fra 2004. Alle de politiske grupper i parlamentet er repræsenteret på listen over underskrifter, og ni ud af 14 danske parlamentarikere støtter initiativet.
Ifølge Niels Fuglsang er det dog ikke tilstrækkeligt kun at kigge på implementering og overholdelse af eksisterende regler. Der er også behov for at kigge på stramning af reglerne.
- Det er meget vigtigt, at de nuværende regler overholdes, og derfor er jeg glad for at se så stor en opbakning til det her initiativ. Men hvis vi virkelig skal sikre dyrenes velfærd, så kræver det også, at vi laver om på selve reglerne. Det gælder særligt dyrenes lange transporttid, der kan vare op til 24 timer ad gangen uden pause. Det er helt lovligt, men det er ikke dyrevelfærd. Derfor kæmper jeg for, at dyrene maksimalt må transporteres otte timer ad gangen. Det vil jeg gøre igennem min post som formand for parlamentets arbejdsgruppe, der skal forbedre dyrenes velfærd under transport, skriver Niels Fuglsang i pressemeddelelsen.
Initiativet møder opbakning fra Dyrenes Beskyttelse:
”Den ene skandalesag efter den anden både herhjemme og i udlandet viser tydeligt, at der er noget helt, helt galt med den måde, man regulerer det her område. Kyniske mennesker, som ønsker at udnytte hullerne i lovgivning og kontrol, har mere eller mindre frit spil. Og i sidste ende er det dyrene, der betaler prisen. Hvis vi for alvor skal hjælpe de mange dyr, som hvert år transporteres rundt i EU, så skal vi have EU på banen,” siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse og formand for Eurogroup for Animals, en sammenslutning af 67 dyrevelfærdsorganisationer.
Europa-Parlamentets partiformænd skal nu behandle forslaget fra de 183 medlemmer af parlamentet og tage stilling til, om der skal dannes et undersøgende udvalg.