hvalp

Dyrlægetjek af de 15 hunde: Så mange skader havde de

Efter de 15 hundes ankomst til dyreinternatet i Århus skulle alle hundene dyrlægetjekkes. Desværre var en del af hundene så skræmte, at det ikke var muligt at undersøge dem.

Skrevet af:
Stine Skov-Jensen

Mens små våde snuder blev trykket mod tremmerne i boksene, og store, nervøse og nysgerrige øjne kiggede med, blev de små hvalpe båret ind i dyrlægerummet to og to. Hundene var ankommet dagen før, og et grundigt dyrlægetjek var førsteprioritet, så personalet på dyreinternatet kunne sikre sig, at hundene - store som små - fik den rette pleje og behandling.

Politiet fjernede 15 hunde fra en ejer, som gentagne gange, havde fået frakendt sig rettet til at have dyr. De 15 hunde, hvoraf 11 af dem var hvalpe, blev bragt til Dyrenes Beskyttelses Dyreinternat i Århus. Ved ankomst til internatet var de fyldt med lopper og små sår. 

Et trist farvel

Hvalpene faldt hurtigt til på dyreinternatet, og de fleste af dem var fuld af gå-på-mod. De hilste glad på personalet og nød, når der skulle leges og nusses. Den ene af mødrene til hvalpene var også nysgerrig, mens den anden mor var meget bange. 

De to andre voksne hunde var det endnu ikke muligt at tjekke ved dyrlægen, da de var meget nervøse og usikre. De fik derfor en masse ro og håndteringstræning, så de på sigt kunne undersøges af dyrlægen. 

- Vi gjorde hvad vi kunne, men desværre kunne vi ikke gøre noget for de to voksne hunde, Morgan og Maude. Morgan var meget skadet mentalt, og Maude havde et gammel brud på hendes ben, som gjorde, at det gik af led, sammen med dårlige hofter oveni. Vi måtte derfor sige farvel til de to hunde, forklarer Catrine Morell, som er dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse Århus.

Mislyd på hjertet

De første, der blev tjekket, var Connie og hendes hvalpe. Hvalpene blev vurderet til at være omkring seks uger ved ankomst. De skulle derfor bo på internatet, til de var otte uger og dermed store nok til at kunne rejse fra deres mor. 

- Connies hvalpe klarede alle dyrlægetjekkene. Dog blev der fundet en susen for hjertet på Carlo og Carmen. Vi besluttede derfor at lytte til dem igen efter to uger, da det kan være noget, som de vokser fra, fortæller Karina Spørring, som er veterinærsygeplejerske hos Dyrenes Beskyttelse Århus.

Dianas hvalpe Dario og Didde havde også suselyd på hjertet. De skulle derfor også have et grundigt tjek, når de var otte uger gamle. Dyrlægen formodede, at det var noget, hvalpene voksede fra. Derudover var alle hvalpe sunde og raske. 

Tiden på dyreinternatet blev brugt på god socialisering og miljøtræning. Hvalpene øvede sig i at gå i sele, komme på toilettet udenfor, møde nye mennesker og komme med på ture til blandt andet Maxizoo. Der blev lavet et grundigt stykke arbejde for at sikre, at det var robuste hvalpe, som var klar til at møde verden og nye familier, når de blev otte uger gamle.

Andet dyrlægetjek

To uger efter ankomst til dyreinternatet, var hvalpene otte uger gamle. De var dermed gamle nok til at finde nye familier og rejse fra Dyrenes Beskyttelse Århus. Et sidste dyrlægetjek var dog nødvendigt for at sikre, at alle hvalpe var rejseklar. 

Særligt de fire hvalpe Didde, Dario, Carmen og Carlo, hvor dyrlægen ved første tjek havde hørt susen på deres hjerter, skulle tjekkes. Endnu et lyt til de små hjerter kunne forhåbentlig afklare alvorligheden af mislydene. 

- En susende mislyd på hjertet er ikke ensbetydende med, at der er en hjertesygdom til stede. Det er dog vigtigt, at man løbende kontrollerer, at mislyd ikke bliver værre, eller at hunden ikke udvikler symptomer. En gang i mellem ses det, at en hund vokser fra det, men gør den ikke det, er det ikke ensbetydende med, at hunden ikke kan få et langt og godt liv, fortæller Catrine Morell. 

Klar til nye hjem

Alle hvalpene gik igennem dyrlægetjekket, hvilket betød, at personalet kunne begynde at finde nye, gode familier til dem alle. Det var en tidskrævende proces på dyreinternatet, hvor hvalpene først skulle lægges online med beskrivelse og billede, og hvor det derefter begyndte at vælte ind med ansøgninger. Dyrenes Beskyttelse Århus modtog overraskende mange gode ansøgninger, og fik så hurtigt som muligt aftaler i kalenderen. 

Over de næste par uger forventer dyreinternatet, at alle hvalpene flytter ud til nye, gode familier.