Britta Riis bliver præsident for den europæiske sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer

Britta Riis bliver præsident for den europæiske sammenslutning af dyrevelfærdsorganisationer

Ved generalforsamling d. 23. juni blev Britta Riis, Direktør for Dyrenes Beskyttelse, valgt til præsident for Eurogroup For Animals, den førende dyrevelfærdsorganisation på europæisk niveau. Organisationen arbejder for dyrevelfærd på tværs af 26 europæiske lande.

Skrevet af:
Dyrenes Beskyttelse

På generalforsamling d. 23. juni 2016 blev Britta Riis, Direktør for Dyrenes Beskyttelse, valgt som præsident for Eurogroup For Animals. Organisationen er den førende og mest indflydelsesrige dyrevelfærdsorganisation i EU. Hun afløser englænderen Peter Davies, som har siddet på posten siden 2012.

 

”Der er et stigende behov for et stærkt samarbejde på tværs af landegrænser i takt med, at mere lovgivning omkring dyrevelfærd, særligt i forhold til landbrug, bliver udarbejdet på EU-plan. Den enkelte dyrevelfærdsorganisation kan ikke løfte det alene, men sammen er vi stærke”
- Britta Riis, Direktør

”Der er et stigende behov for et stærkt samarbejde på tværs af landegrænser i takt med, at mere lovgivning omkring dyrevelfærd, særligt i forhold til landbrug, bliver udarbejdet på EU-plan. Den enkelte dyrevelfærdsorganisation kan ikke løfte det alene, men sammen er vi stærke”, siger Britta Riis. Hun lægger særligt vægt på, at et koordineret samarbejde kan sætte gang i debatten og skubbe holdninger.

”Gruppen har i forvejen stor succes med at koordinere kampagner og indsatser på tværs af medlemslandene. Det samarbejde vil vi fortsætte med i fremtiden, hvor vi blandt andet skal fortsætte indsatsen omkring for at stoppe lange dyretransporter ligesom kastration af svin er et varmt emne” siger hun. 

En organisation med international gennemslagskraft

Siden 1980 har Eurogroup For Animals fra kontoret i Bruxelles arbejdet tæt sammen EU's forskellige aktører - Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Dette foregår bl.a. gennem møder og arbejdsgrupper, hvor Eurogroup inviteres til at deltage i kraft af sin videnskabelige og tekniske ekspertise. Blandt andet har organisationen gjort sin indflydelse gældende i udarbejdelsen af den meget komplicerede lovgivning omkring forsøgsdyr, der resulterede i, at det blev forbudt at teste kosmetik-elementer på dyr på tværs af hele EU. 

Eurogroup samarbejder også med europæiske politikere og embedsmænd i forhold til konkrete emner, fx udarbejdelse af nye EU-regler om transport, landbrugdyr, forsøgsdyr og famliedyr. Samtidig er Eurogroup også et forum, hvor medlemsorganisationerne kan udveksle viden og erfaringer om dyrevelfærdsemner, samt få rådgivning om europæiske forhold.

Britta Riis indtræder som ny præsident for Eurogroup For Animals den 23. juni. Britta Riis har siden 2013 siddet som vicepræsident for Eurogroup For Animals. Hun er uddannet cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og er i dag foruden at være direktør for Dyrenes Beskyttelse også bestyrelsesmedlem i Team Danmark og Udviklingscentret for husdyr på Friland. 

Britta Riis bor i Gentofte med sin mand, deres 13-årige søn Nicolai og hunden Uffe. 

Britta Riis på LinkedIn