De fleste hunde elsker at løbe efter en bold, men bolden skal bruges med omhu. Bolde er gode til leg og belønning, men ikke til daglig aktivering og motion. De mange boldkast stresser hunden, og man skal derfor være påpasselig, når bolden tages frem.
En bold er et klassisk hundelegetøj. Den er nem at kaste og let for hunden at samle op og bringe tilbage til ejeren. De fleste hunde elsker at løbe efter bolde, og derfor kan det være rigtig let at falde i og blive ved med at kaste bolden til ens firbenede ven. Bolden skal dog bruges med omhu, da for mange kast med bolden kan resultere i en stresset hund.
"Hunde har brug for både fysisk stimulering og mental stimulering. Hvis de gang på gang bliver overstimuleret fysisk og ikke oplever mental stimulering i form af eksempelvis træning eller snuseopgaver, kan de blive enormt stressede og have svært ved at finde ro, og så begynder adfærdsproblemerne", forklarer Lene Frahm, adfærdsterapeut og internatleder på Fyns Internat.
En stresset hund kan udvikle uønsket adfærd
Det kan være fristende at kaste bolden igen og igen, når hunden gang på gang kommer glad tilbage med bolden, og det er heller ikke fordi, at bolden aldrig kan tages frem, når hunden virkelig elsker den. Det er bare vigtigt at dosere brugen af bolden.
"Der er hunde, som simpelthen ikke kan stoppe, når de først har fået en bold. Jeg kalder disse hunde bold- eller pindenarkomaner, for det er netop, hvad de er. Udøver man denne ”sport” på daglig basis, så frigiver det en cocktail af adrenalin, dopamin og endorfiner, og lige netop hormonet dopamin giver en rus af lykkefølelse og et ønske om at få den følelse igen og igen. I løbet af relativ kort tid befinder hunden sig i en kronisk tilstand af stress, som den ikke selv kan stoppe," uddyber Lene Frahm.
Når hunden er stresset, udvikler den typisk uønsket adfærd. Det kan give udslag i, at hunden følger efter ejeren, uanset hvad man foretager sig. Den har ikke ro til at fordybe sig eller hvile. Den kan begynde at gø for at få opmærksomhed. Det kan være, at den ikke længere kan være alene hjemme, og måske bliver den rastløs. Trækker afsted med dig på gåturen og et hav af andre problematikker.
Brug bolden som belønning
"På Fyns Internat er al motion med bolde, pinde eller legetøj forbudt. Til gengæld bruger vi bolden som belønning, når vi træner og generelt i begrænset og fornuftig mængde", forklarer Lene Frahm.
Der er masser af gode muligheder for at stimulere hunden mentalt. Det kan være træning i form af nosework, spor og søgeopgaver efter mad. Det kan også være træning med positiv forstærkning, eksempelvis lydighed, agility og rally. En god aktiv gåtur, hvor man giver hunden små opgaver undervejs og god mulighed for at ”læse dagens avis” og snuse, stimulerer også hunden positivt.