​​​​​​​Bison i blodet i 30 år

Bisonens horn peger mod himmelen, mens den går roligt rundt på de grønne græsmarker. Det meste af tiden læner den det brede hoved mod jorden for at græsse. Den karakteristiske silhuet med den høje pukkel på ryggen er dækket af brun pels. Bisonen går sammen med 350 artsfæller på Ditlevsdals jorde på Fyn. Her har Niels Henrik Ove holdt bisoner i 30 år, og dét, der begyndte som en forelskelse i det stolte dyr, har senere udviklet sig til en livslang kærlighed.

Niels Henrik Ove stiftede første gang bekendtskab med bisonen for 32 år siden på en rejse til Australien. Han arbejdede for føden på en gård med bisoner, og gik hver dag op og ned ad dyrene.

- Jeg blev mere og mere fascineret af dem. Det er et stolt dyr, og et dyr, der tror på sig selv. Det er også flokdyr med en særlig mentalitet. Det var mit første møde med bisoner, og jeg blev helt forelsket i dem, husker Niels Henrik Ove.

Han faldt for sammenholdet i flokken, hvordan ungdyrene løber og leger sammen og at de accepterer et hierarki og sjældent skader hinanden. Niels Henrik Ove har oprindeligt grunduddannelsen indenfor landbrug og han tænkte, at hvis det kan lade sig gøre at have bisoner i Australien, så kan det også lade sig gøre i Danmark. Han tog derfor hjem og begyndte at arbejde på at få de første bisoner til Danmark. Et arbejde, der endte med at tage flere år.

Præriens vilde sønner og døtre

Den amerikanske bison er et flokdyr, der i naturen græsser på præriens vidder og vandrer videre, når der ikke er mere græs. Køerne passer godt på deres kalve og danner en cirkel omkring kalvene, hvis der opstår farer. De retter hornene mod fx rovdyret og skiftes til at angribe. Den amerikanske bison levede et uforstyrret liv på prærien indtil den hvide mand kom til USA, hvor han begyndte at nedslagte millioner af dyr. Man mener, der levede 50-60 millioner bisoner på prærien, inden nedslagtningen begyndte. Der var omkring 1000 bisoner tilbage i 1890’erne.

På Ditlevsdal går bisonerne sammen i flokke med flere ældre tyre, køer og kalve. Hele sommeren græsser de med de store hoveder tæt ved jorden. Dyrene er ikke tamme og passer i høj grad sig selv, men der bliver set til dem hver dag. Niels Henrik Ove flytter dyrene fra areal til areal, så de året gennem kommer på nye marker.

- Vi forsøger at gøre forholdene så naturlige som muligt, og det er målsætningen. Hvis de var ude i det fri, ville de komme ud på større arealer, men her styrer jeg det på grund af avlsarbejdet, så vi undgår indavl. Jeg flytter dem fra areal til areal på grund af parasitter. I  stedet for at bruge ormemidler kan man gøre meget ved at have skiftefolde. De har ikke godt af at gå i samme indhegning, siger Niels Henrik Ove.

Bisonfarmeren er afhængig af, at køerne får kalve hvert år, for han satser både på avlsarbejdet og på salg af kødet. Avlsarbejdet er Niels Henrik Oves store interesse, og han har seks forskellige linjer og familier og ønsket er at udbrede bisonen mest muligt. Han beholder 90 pct. af kviekalvene og slagter altså 10 pct., mens det modsatte gør sig gældende for tyrekalvene, hvor 90 pct. bliver slagtet. Og det er ikke noget, den bisonglade landmand er glad for:

- Jeg elsker mine dyr, og slagtningen er det, jeg dårligst kan lide, det skal ikke være nogen hemmelighed. Hvis det er ungtyrene, der skal slagtes, er det en medarbejder, slagteren og dyrlægen, der får lov til det. Jeg kan bedre lide dem levende, men det er en del af gamet.  Jeg synes det vigtigste er, at det man spiser, kan man stå inde for, og det kød, jeg selv spiser, er bisonkød.

Fra tal til dyr

Den lille lysebrune kalv går hen mod sin mor for at spise. Hovedet er ikke vokset til stor bisonstørrelse endnu, og puklen, der i høj grad bærer det tunge hoved, kan stadig ikke ses gennem den uldede pels. Bisonmoren står tålmodigt og venter, mens ungen drikker. Hendes store brede hoved er dækket af den mørkebrune pels.

Niels Henrik Ove har i mange år arbejdet som revisor for at få det til at hænge sammen økonomisk, men valgte i sidste ende dyrene fremfor tallene:

- Jeg havde et godt job førhen og hvis jeg skulle have været fornuftig, så skulle jeg have fortsat som revisor, men det er dyrene jeg brænder for. Det er fascinationen af dyrene, der er det gennemgribende hele vejen igennem. Jeg arbejder en del timer, men når det er ens livsstil og passion, hvornår er det arbejde og det, man godt kan lide? Nogle går til det ene eller andet, og jeg har så mine dyr.

Bisonernes velfærd er vigtig for Niels Henrik Ove, der ikke er meget for at skrue ned for dyrevelfærden for de fritgående dyr. Han mener, man skal behandle både dyr og mennesker, som man selv gerne vil behandles:

- Det er slet ikke mig at have mindre dyrevelfærd. Hvis du giver dem de arealer, der skal til, får du dem at se sprudle og være glade. Det med at putte dyr i bur, det er jeg ikke særlig begejstret for, siger bisoneksperten.

Hvert år besøger mellem 40-45.000 gæster bisonerne på Ditlevsdal. De ser ved selvsyn, hvordan de store dyr har det. Niels Henrik Ove håber, de mange gæster bliver lige så passionerede omkring dyrene, som han selv er det. For glæden ved dyrene er grundstenen i hans arbejde.

Og han glæder sig til årene der kommer, hvor endnu mere fokus på biodiversitet er i støbeskeen. God plads til både den vilde natur og dyrene ligger Niels Henrik Ove på sinde. Og endelig er de store udsving i klimaet også et stort opmærksomhedspunkt fremadrettet. På farmen har de skåret lidt ned i det oprindelige antal dyr, så hverken for meget tørke eller for meget vand sætter en kæp i hjulet for den måde, dyrene holdes på farmen. For dyrene skal have så gode forholdt til at leve deres vilde liv, som muligt:

- Vi skal sørge for, de har det bedst muligt. Som forbruger behøver du ikke købe det billigste. Det er dyrere at have dyrevelfærd og man kan effektivisere mange ting, men det er ikke den måde, jeg vil have dyr på. Jeg kan bedst lige at se dyrene være glade. Det er derfor jeg ikke er konventionel landmand i dag, slutter Niels Henrik Ove.