For 200 år siden blev ulven udryddet i Danmark grundet jagt. Man har fundet ulveknogler i Danmark, der daterer sig 13.000 år tilbage i tiden. Foto: Asger Thielsen
For 200 år siden blev ulven udryddet i Danmark grundet jagt. Man har fundet ulveknogler i Danmark, der daterer sig 13.000 år tilbage i tiden. Foto: Asger Thielsen

Beskyttet eller jaget? Ulvens fremtid i Danmark og resten af EU er truet

Mens ulvepar får hvalpe i Danmark, vil medlemslandene i EU gøre det nemmere at jage dyret.

Skrevet af:
Andreas Roesen

Debatten om ulve er sjældent særlig langt fra at blusse op, og dette efterår er ingen undtagelse. Faktisk har debatten været helt oppe på det højeste lovgivende niveau, da EU har drøftet, hvorvidt ulvens beskyttelsesstatus skulle ændres. 

Ind til nu har ulven i EU-lande været det, man kalder ”strengt beskyttet”. Det betyder, at det ikke har været tilladt at drive jagt på ulven. Loven har dog hele tiden haft den undtagelse, at man godt måtte regulere såkaldte ”problem-ulve”. 

I slutningen af september valgte EU’s medlemslande – heriblandt Danmark – at stemme for at ændre ulvens beskyttelsesstatus, så ulven fremover er kategoriseret som ”beskyttet”. Det åbner for, at man kan drive jagt på ulven, så længe bestanden blot har en såkaldt ”gunstig bevaringsstatus”. Forslaget mangler dog fortsat den endelige godkendelse ved Bern-konventionen, hvor lovgivningen om ulve i første omgang blev vedtaget.

Op til afstemningen forsøgte Dyrenes Beskyttelse ellers sammen med mere end 300 andre organisationer at få styrket ulvens beskyttelsesstatus fremfor at svække den, men det lykkedes altså ikke i første omgang. 

I Danmark er det allerede tilladt at skyde problem-ulve. En problem-ulv er en ulv, der opfylder et af de fire følgende kriterier:

  • Ulve, der er til fare for menneskers sikkerhed
  • Ulve, der angriber hunde
  • Ulve, der ikke er instinktiv sky over for mennesker
  • Ulve, der har specialiseret sig i husdyr som byttedyr og ulve, der angriber husdyr trods relevante og rimelige afværgeforanstaltninger. Det vil sige mere end en episode, som involverer samme ulv

Kilde: Miljøstyrelsen

Ulven har ikke ”gunstig bevaringsstatus”

Netop kravet om ”gunstig bevaringsstatus” betyder formentlig, at lovforslaget ikke ændrer noget for ulvene her til lands i første omgang. Det er nemlig fortsat en relativ lille bestand, vi har i Danmark. Men det er samtidig også en ret firkantet måde at anskue bestandene på. 

Michael Carlsen er biolog hos Dyrenes Beskyttelse og uddyber:

- Ulve opererer ikke med landegrænser. Det betyder, at den danske bestand for eksempel vil hænge sammen med den tyske. Det vil både ske, at danske ulve søger ned over grænsen, og at tyske ulve omvendt vil søge den anden vej i jagten på en mage.

Dermed risikerer man altså at volde skade på bestanden i nabolandene, hvis man driver jagt på ulven i sit eget land. 

  • Udviklingen i bestanden af ulve viser, at ulvene vil blive ved med at være levedygtige i deres naturlige levesteder
  • Ulvens naturlige udbredelsesområde ikke formindskes
  • At ulvens levested er tilstrækkeligt stort til på lang sigt at bevare bestanden

Kilde: Naturstyrelsen

37 nye ulvehvalpe i Danmark

Der er dog heldigvis også en rigtig god nyhed, når det kommer til ulvebestanden i Danmark. I starten af oktober kunne Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet, der monitorerer ulve via vildtkamera, nemlig fortælle, at der er kommet mindst 37 nye ulvehvalpe til i år

I Danmark er der otte kendte ulvepar, og det er vurderingen, at hvalpene kommer fra seks af parrene. Men det er usikkert, om et syvende par også kan have fået hvalpe. 

- Det er en glædelig nyhed midt i kampen for at passe på ulven i Europa. Det tyder på, at ulven trives i Danmark, og det skal vi være glade for, siger Michael Carlsen og uddyber:

- Vi har brug for et toprovdyr, for det er godt for biodiversiteten og hjælper samtidig med at holde for eksempel bestanden af hjortevildt sund og rask ved at regulere den, da ulven typisk vil tage de syge og svageste i flokken. 

Selvom det for nogle vil lyde voldsomt, at der kan komme 37 ulvehvalpe på et år, så er det fortsat værd at huske på, at langt fra alle overlever. De dårligste jægere risikerer at dø af sult, andre vil blive kørt over, og nogle drukner. 


Foto: Asger Thielsen

Ulvejagt kan give bagslag

I de tilfælde, hvor der har været problemer med ulve i Danmark, har det som regel været enlige, strejfende ulve, der endnu ikke har etableret sig i et område med en mage. 

Det problem vil man ganske givet gøre større, hvis ulven bliver jaget. 

- Hvis vi begynder at jage ulve, så risikerer vi at splitte flokke op og dermed skabe flere strejfende ulve. Og det er faktisk sådanne strejfere, der står bag de fleste angreb på husdyr. Vi kan derfor gøre problemet for fåreavlerne større ved at jage ulvene, forklarer Michael Carlsen. 

I Slovakiet har man førhen forsøgt sig med regulering af ulven, men uden det gav færre angreb på husdyr. I stedet bør løsningen være ulvesikkert hegn. 

- I Danmark har vi ikke oplevet angreb på dyr, der har stået bag et fungerende, ulvesikkert hegn. At skyde ulven er en dårligere løsning end opsætning af hegn, hvilket Dyrenes Beskyttelse anbefaler, afslutter Michael Carlsen.