Selv om denne årstid altid er præget af mange katte på landets internater, har august i år slået alle rekorder. Det viser nye tal fra Dyrenes Beskyttelse, der ærgrer sig over den kedelige udvikling.
Dyrenes Beskyttelse driver landets største netværk af internater, og her oplever man, at mindst dobbelt så mange katte svigtes i sommermånederne sammenlignet med resten af året. I 2015 blev 716 katte indleveret på de syv landsdækkende internater i august måned, men i år er tallet helt oppe på 923 katte. Det er en stigning på 29 procent på bare tre år.
”Det er en kedelig udvikling, at så mange katte hvert år havner på internat, fordi de på forskellig vis har været uønskede. De bliver enten smidt ud eller efterladt, og det kan have fatale konsekvenser,” siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Lige nu sidder næsten 200 katte fordelt på Dyrenes Beskyttelses syv internater og venter på et nyt kærligt hjem. Det er et stort problem, at internaterne er så pressede i øjeblikket. fordi den manglende plads gør, at personalet er nødt til at være ekstra kreativ for at finde plads til de mange dyr.
Det forpligter at adoptere en kat
Dyrenes Beskyttelse opfordrer katteejere til at mærke, registrere, neutralisere og forsikre deres katte, fordi en ikke-neutraliseret hunkat med fri adgang til udearealer med stor sandsynlighed bliver drægtig. Her er det ejerens ansvar efter 12 uger at finde nye kærlige hjem til killingerne.
"Mange kan ikke overskue at finde nye hjem til deres killinger, og så ser vi, at de bliver efterladt eller smidt ud til uvis skæbne. Man bør derfor grundigt overveje at få sin hunkat neutraliseret, hvis man ikke har overskud til at sørge for et kuld killinger," siger Jens Jokumsen.
Dyrenes Beskyttelse opfordrer derfor til, at man sætter sig grundigt ind i, hvad det vil sige at have kat, inden man anskaffer sig sådan et familiemedlem for de næste mange år.
Guide: Inden du anskaffer dig en kat
Hvis du planlægger at anskaffe dig en kat, bør du sætte dig grundigt ind i dens behov og pasning. På den måde har du de bedste muligheder for at tage stilling til, om dyret er det rette for dig, og om du kan tilbyde de rigtige forhold.
- Katte bliver typisk 12-14 år gamle
- Langhårede katte har brug for pelspleje flere gange ugentligt.
- Killinger er nysgerrige og legesyge dyr, som har brug for masser af aktivering for at trives.
- En kat kræver tid, aktivering og opmærksomhed, så den får opfyldt så mange af sine naturlige behov som muligt.
- Udekatte bliver drægtige. Overvej at få din hunkat neutraliseret, hvis du ikke ønsker killinger.