I slutningen af maj blev 15 hunde fjernet fra deres ejer af politiet. De blev bragt til Dyrenes Beskyttelses internat i Århus, der nu kan fortælle mere om, hvordan de 11 hvalpe og fire voksne hunde har det.
Hundene var meget nervøse og forsigtige, da de skulle med ind i en bil og køres hele vejen til dyreinternatet. Mødrene med deres hvalpe kom i hver deres transportkasse. Det gav dem alle ro, at de kunne finde tryghed sammen, og hvalpene kunne få en tår mælk på køreturen.
De to voksne hunde kom i hver deres transportkasse med et håndklæde over, så de kunne få ro og ikke blev unødvendigt stressede over den ukendte situation.
Dyrlægetjek på dyreinternatet
Ved deres ankomst til dyreinternatet i Århus blev alle hundene tilset af veterinærsygeplejerske Karina Spørring. Hvalpene blev vejet, fik behandling for lopper og blev sundhedstjekket.
- Hvalpene er søde og legesyge, men alle hundene havde alt for lange kløer, og så var de fulde af lopper og havde små sår. Det var tydeligt, at det var hunde, som ikke har fået den pleje og omsorg, de har brug for, fortæller Karina Spørring.
Som sidste del af tjekket fik hvalpene navne og et farvet halsbånd. På den måde var det lettere at kende dem fra hinanden.
Første kuld er mor Connie med hvalpene Conrad, Cleo, Clara, Carlo, Carmen, Cody og Cookie. Derefter var det den nervøse mor Dianas tur. Hendes hvalpe fik navnene, Don, Didde, Doris og Dario.
- Med 11 så ens hvalpe var vi nødt til at finde en måde, hvor vi kunne kende dem fra hinanden på. Det blev forskelligfarvede halsbånd. Det er meget vigtigt, at vi kan kende dem fra hinanden og har styr på hver enkelt hunds sundhedstilstand, både fysisk og mentalt, men også deres personlighed, når vi skal finde gode hjem til dem, fortæller Julie Skaadegaard, hundeadfærdsinstruktør hos Dyrenes Beskyttelse Århus
Socialisering og god mad
Efter dyrlægetjekket blev hundene sat ned i deres nye bokse. Boksene var indrettet med bløde tæpper, kurve, legetøj, mad og vand. Hvalpene faldt hurtigt til, fik mad i maverne og faldt i søvn efter en dag med mange nye indtryk.
De voksne hunde var mere urolige og brugte lidt tid på at undersøge deres nye hjem.
De næste mange dage gik med socialisering og miljøtræning. Hvalpene skulle f.eks. mærke græs under poterne, prøve at have en sele og snor på, og opleve forskellige miljøer. Her var de både med på kontoret og til frokostpauserne. Det var en stor, ny verden, som åbnede sig for hundene, der ikke har oplevet særlig meget før tiden på dyreinternatet.
De fleste af hvalpene er søde og nysgerrige. De voksne hunde bærer dog tydeligt præg af ikke at have være blevet socialiseret ordentligt.
- Særligt de voksne hunde er ramt i den her situation. De er ikke blevet socialiseret og har ikke oplevet noget som helst. Nu skal vi vinde deres tillid og sammen opleve verden. Når de er mere trygge, skal vi finde de helt rigtige hjem til dem, fortæller Julie Skaadegaard.