Mand går tur på strand med to hunde i snor

Hvornår skal hunde være i snor på stranden?

Fra 1. april skal hunde være i snor på stranden. Det betyder dog ikke, at strandturen mister sin magi – hunden får stadig masser af sanseoplevelser, samtidig med at fugle og andre dyr får fred til at yngle.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Mange hunde elsker at komme på stranden, da sandet og vandet giver mange forskellige muligheder for stimulering af snuden og opdagelser i vandet. Men hvornår skal hunde være i snor på stranden? Det er der faktisk et helt tydeligt svar på. Og når foråret melder sin ankomst, og flere danskere søger mod kysterne med deres firbenede venner, er det tid til at huske på de fælles spilleregler. 

Ifølge naturbeskyttelsesloven er der nemlig særlige regler for, hvornår hunde skal holdes i snor, når de luftes på de danske strande. De sørlige regler gælder fra den 1. april til den 30. september – og det er der gode grunde til.

- Strandene er et skatkammer af sanseindtryk for en hund, med nye dufte, fuglespor og lyden af bølger. Det hele stimulerer hundens nysgerrighed. Men det er vigtigt, at vi giver naturen ro og andre gæster tryghed, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Læs også: Hvorfor spiser min hund græs?

Snor giver ro – for både fugle og folk

Reglen om snor er ikke kun til for badende børn og strandgæster. Den er også vigtig af hensyn til dyrelivet, forklarer Jens Jokumsen:

- Foråret og sommeren yngler mange fuglearter langs de danske kyster. Deres reder kan være godt skjult i sand og siv – men ikke for en hundesnude. En løs hund kan nemt forstyrre eller skræmme fugle væk fra deres unger, hvilket kan få alvorlige konsekvenser.

Hold øje med skiltningen

Selvom hovedreglen siger snor på stranden, findes der enkelte undtagelser, hvor løse hunde er tilladt. Derfor opfordrer Dyrenes Beskyttelse til, at man altid læser skiltningen ved stranden – og i tvivlstilfælde lader snoren blive på.

- Der er også steder, hvor hunde slet ikke må komme – hverken med eller uden snor. Det er derfor vigtigt, at man orienterer sig, inden man slipper hunden løs, siger Jens Jokumsen.

Strandtur med snor er stadig en fest

En strandtur med snor er stadig en fantastisk oplevelse for hunden. Duftene, lydene og det bløde sand mellem poterne er alt sammen rigelig stimulering – også i snor.

- Hunde nyder strandturen, uanset om de er i snor eller ej. Det handler om at være sammen, og en god lang line kan give masser af frihed, uden at gå på kompromis med sikkerheden, siger Jens Jokumsen.

En af de vigtigste ting ved hundens daglige gåture er aktivering, og her er stranden helt fantastisk. På stranden får hunden som regel en masse uvante sanseindtryk, og det er uanset, om den er i snor eller ej.

Læs også: Guide til 5 sunde snacks til din hund

  1. Vis hensyn overfor andre
  2. Hils venligt
  3. Træn et sikkert indkald
  4. Sørg for, at din hund bliver socialiseret
  5. Lær hundens sprog at kende
  6. Kend din hunds personlighed
  7. Træn din hund
  8. Søg hjælp ved uønsket adfærd
  9. Opfyld hundens behov
  10. Overhold regler og påbud

Læs mere om, hvordan man er en hensynsfuld hundeejer her.