Hvor meget ved du om stuefugle?

Fugle er kloge, sjove, spændende og fascinerende væsner. Men det er vigtigt at tænke sig godt om, inden man anskaffer dem.

Overvejer du at holde fugle, bør du sætte sig godt ind i, hvad fugle har behov for, og hvad det kræver at være ejer. Fugle kan leve i rigtig mange år, og nogle arter kan blive over 50 år. Det er derfor et langvarigt ansvar, hvis du vælger at lade fugle flytte ind. 

Som med alle andre kæledyr, kræver fugle tid, aktivering og opmærksomhed. Du skal også overveje de økonomiske omkostninger ved at holde fugle. Fugle koster penge hele livet.

Du kan danne dig en kort grundforståelse for fugle, ved at læse med her. Hvis du gerne vil vide endnu mere om specifikke fuglearter og finde pasningsvejleder, kan du læse mere her 

 

 

 

 

 

 

HVOR MANGE FUGLE?

Fugle er meget sociale, og derfor er det vigtigt at anskaffe sig flere fugle. Hvis en fugl holdes alene, kan den komme til at kede sig, også selvom du som ejer bruger tid sammen med din fugl.

Sæt dig godt ind i, hvad den enkelte fugls behov er. Har en fugl siddet alene i mange år, tager det tid at resocialisere den med en anden eller flere andre fugle. Hvis du vælger at holde et par, kan fuglene med tiden yngle, hvilket fører til flere fugle. Derfor er det en god ide at overveje, hvor mange fugle du har tid og plads til.

 

 

 

 

 

HVOR MEGET PLADS?

Fuglene skal have god plads, så de kan flyve. Motion er vigtigt for fuglenes sundhed og trivsel, og derfor har de behov for god plads til at kunne bruge vingerne. Størrelsen og behovet hos den enkelte art varierer meget, og derfor skal man overveje hvilke fugle der passer til den plads man har til rådighed.

 

 

 

 

 

 

 

HVILKEN SLAGS FODER?

Fugle kan være meget selektive i deres fodervalg. De skal have varieret foder som passer til den enkelte fugleart. Der findes færdigfoder i handlen, som også kaldes pellets, og det kan være et godt basisfoder til fugle. Ud over basisfoderet, kan der suppleres med varieret grønt, frugt og andet.

 

 

 

 

AKTIVITET HOS FUGLE

Fuglene kan fint aktiveres ved at give dem aktiviteter hvor de skal bruge deres næb. Mange fugle vil gerne udfordres, så de derved bliver mental stimuleret. De er ofte nysgerrige og vil undersøge en ny genstand, som de bliver præsenteret for.

En anden god aktivering af fugle er at lade dem være sammen med artsfæller. De pudser hinandens fjer og har anden form for social interaktion, som har stor betydning for fuglenes velfærd og trivsel.

 

 

 

 

 

 

 

 

KEND DINE FUGLE

Fugle er forskellige også selv om det er individer inden for samme art. Derfor kan man med fordel lære sine fugle at kende og finde ud af hvad de foretrækker.

Nogen vil gerne flyve meget, og andre er mere nysgerrige og vil gnave i friske grene eller planter fra naturen eller haven. Leg ses også hos fugle, hvor de enten leger alene eller med artsfæller.