Blot dagen efter forbuddet mod buræg misser regeringen chancen for at forebygge dårligt dyrevelfærd ved at lade minkfarme åbne igen. En rigtig trist dag, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
En trist dag for dyrevelfærden i Danmark. I dag har Fødevareministeren meldt ud, at det fra 2023 igen er tilladt at producere mink i Danmark. Den udmeldelse modtages med stor skuffelse og ærgrelse i Dyrenes Beskyttelse.
- Der er absolut ingen gode grunde til at genåbne store minkfarme med millioner af dyr, som stuves sammen i små trådbure, indtil de aflives for deres pels. Det er skidt for dyrene, miljøet og klimaet, siger Britta Riis, direktør for Dyrenes Beskyttelse.
Produktion blev midlertidigt lukket ned i efteråret 2020 pga. risikoen for mutationer af COVID-19. Fødevareministeriet henviser til, at Statens Serum Institut vurderer, at der er begrænset risiko for folkesundheden ved genoptagelse af en betydeligt reduceret minkproduktion og ved indførelse af smitteforebyggende tiltag. Men Dyrenes Beskyttelse mener, at regeringen blot en dag efter et forbud mod buræg, misser en historisk chance for at forebygge dårlig dyrevelfærd.
- Det er meget sørgeligt, at vi har ladet denne historiske chance for at lukke produktionen ned, én gang for alle, passere. Mink er territoriale og solitære dyr. Det betyder, at de instinktivt lever alene og forsvarer store territorier, som strækker sig over flere km2. Det kan aldrig forenes med livet i et lille trådbur, siger Britta Riis.
Det Dyreetiske Råd - regeringens eget rådgivende udvalg – har også vurderet at ”hold af mink i de eksisterende bure ikke er acceptabel”. Og mange af de lande, som Danmark normalt sammenligner sig med, har forbudt minkproduktion og andre igen er ved at udfase produktionen. Og alle danskere har bidraget til regningen på ca. 20 milliarder kroner for at lukke minkerhvervet ned. Så hvorfor skal vi ikke sikre, at vi får noget for pengene, lyder det fra Dyrenes Beskyttelse.
- Minkavl er dyrplageri, en sundhedsrisiko og skadeligt for miljøet. Herhjemme har staten allerede betalt milliardregningen for nedlukningen af industrien. Derfor er det utrolig ærgerligt, at vi ikke sikrer os alle gevinsterne ved en permanent nedlukning af minkindustrien, siger Britta Riis.
Men alt håb er ikke ude. I første omgang håber Dyrenes Beskyttelse, at kravet om smitteforebyggende tiltag gør det uattraktivt at åbne minkfarme. Samtidig arbejder Dyrenes Beskyttelse sammen med mere end 60 organisationer om at få et forbud mod pelsproduktion i hele EU.