Kanin

Kaniner med hængeører lider ofte af øresygdomme

Kaniner med hængeører har langt oftere ørerelaterede sygdomme end kaniner med ører, der står op, viser et nyt svensk studie. Er man ejer af en kanin med hængeører, er det derfor vigtigt at få den tjekket regelmæssigt.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

De fleste ved, at der kan være en sundhedsrisiko ved at købe en hund eller kat med flad næse. Dyrene har ofte sværere ved at trække vejret normalt, og det medfører en række forskellige sygdomme, som er relateret til den flade næse. Det er dog ikke kun hunde og katte, men også kaniner, der kan have sygdomme relateret til deres udseende.

I Sverige har Sveriges Kaninvelfærdsforening i samarbejde med Animallogos Dyreklinik i Stockholm lavet et nyt studie, hvor 101 kaniner, der har været ved dyrlægen med andre lidelser, er blevet undersøgt for øresygdomme. Resultaterne taler deres tydelige sprog.

Hængeører giver flere sygdomme

Resultatet viser, at der er en tydelig sammenhæng mellem ørelidelser og hængeører. Hele 64 % af de undersøgte kaniner med hængeører havde sygdomme relateret til ørerne, som deres ejere ikke havde opdaget, hvorimod kun 5,9 % af kaninerne med stående ører havde de samme sygdomme relateret til ørene.

Håbet med undersøgelsen er, at kaninejere bliver mere opmærksomme på risikoen ved at have kaniner med hængeører, og derfor sørger for at få tjekket deres kaniners ører oftere. Samtidig håber Sveriges Kaninvelfærdsforening, at der vil blive prioriteret forskning indenfor området for at få en bedre forståelse af kaninerne med hængeører.

- Kaniner med hængeører er ekstremt udbredte og vi ser mange af dem på Dyrenes Beskyttelses internater. Kaninejerne skal blive langt bedre til at få deres kaniner til en årlig sundhedsundersøgelse hos dyrlægen. Det er helt afgørende for kaninernes velfærd, at de ikke lever med eksempelvis kroniske smerter i ørerne. Den hyppige forekomst hos de svenske kaniner, kan sagtens afspejle en lignende situation hos danske kaniner, fortæller Jens Jokumsen, Familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.

Et øget fokus på kaniner og øresygdomme vil være med til at højne den generelle velfærd blandt de langørede familiedyr. Det kan i forvejen være enormt svært at se, hvorvidt kaniner er syge eller ej. Hyppigere sundhedstjek ved dyrlægen og generel opmærksomhed på at tjekke sin kanins ører, vil hjælpe meget, understreger Dyrenes Beskyttelse.