En gris med krølle på halen

World Federation for Animals opfordrer FN til at indtænke dyrevelfærd i fremtidens fødevaresystemer

Til FN’s Fødevaretopmøde var det primære fokus at lancere nye initiativer, der skal transformere den måde, verden producerer og konsumerer fødevarer på i en mere bæredygtig retning. World Federation for Animals opfordrer til, at dyrevelfærdsperspektivet også bliver indarbejdet i fremtidens løsninger.

Skrevet af:
Marie Hougaard

Gris og gulerod, majs og muslinger, korn og kalve: FN’s Fødevaretopmøde løb af stablen d. 23. september, og handlede om de såkaldte fødevaresystemer. Det er de måder, vi både producerer og indtager vores føde på fx dyrkning af afgrøder og et globalt set stort kødforbrug. Mødet blev afholdt digitalt og er det første globale FN-topmøde om fødevaresystemer.

Formålet med topmødet var at finde og lancere nye handlinger og initiativer, der skal være med til at transformere vores fødevaresystemer. Den transformation skal sikre sunde, bæredygtige, modstandsdygtige og effektive fødevaresystemer.

"FN skal fremme en global reduktion af forbruget af animalske produkter for at begrænse de negative miljø- og velfærdsmæssige konsekvenser af intensivt landbrug. Ved at producere færre dyr men med et højt niveau af dyrevelfærd, vil man opnå bedre sundhed for såvel mennesker som dyr, da det vil mindske risikoen for sygdom og antibiotikaresistens. Samtidig reducerer man risikoen for fremtidige pandemier som Covid-19," siger Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse og bestyrelsesformand i World Federation for Animals.

Ved at transformere fødevaresystemerne i en mere bæredygtig, sund og klimavenlig retning, er disse ændringer i sidste ende med til at levere fremskridt blandt alle de 17 verdensmål.

 

Dyrevelfærd skal skrives ind i handlingsplanerne

 

Et FN-topmøde er en kompleks størrelse med mange interessenter, politikere, ledere og specialister.  

Det har været en væsentlig del af FN’s generalsekretær António Guterres’ vision for topmødet at sikre så bred en involvering som muligt i de bidrag, ideer og forslag, der skal være med til at løse behovet for et bæredygtigt fødevaresystem. Derfor ser vi frem til, at der også fremadrettet bliver lyttet til vores budskab om, at dyrevelfærd er en integreret og naturlig del af fremtidens løsninger, mener Britta Riis:

"Der er stadig brug for, at FN anerkender vigtigheden af dyrevelfærd i bekæmpelsen af klima- og naturkriserne. Verdens ledere har muligheden nu for at forhindre den næste pandemi og sikre et bæredygtigt forhold til naturen ved at adressere sammenhængen mellem mennesker, dyr og natur i alle politikker. Det er et langt sejt træk i et komplekst politisk system, men vi står sammen i World Federation for Animals for lige præcis dette formål."

Fødevareminister Rasmus Prehn repræsenterede Danmark til mødet. 

World Federation for Animals

World Federation for Animals er en sammenslutning af 19 stærke dyreværnsorganisationer, der på tværs af kontinenter og landegrænser er samlet i en fælles passion for bedre dyrevelfærd. World Federation for Animals arbejder på at få dyrevelfærd ind som en integreret del af FN-lovgivningen.