En balancegang mellem dyr og menneske

Uhumske forhold med afføring på gulvet. Beskidte og forsømte hunde, heste eller katte. Store flokke af dyr, der ukontrolleret har fået det ene kuld killinger, unger og hvalpe efter hinanden. Dyr, der er vokset ejeren over hovedet.

Det er ofte et voldsomt syn, der møder Dyrenes Beskyttelses frivillige kredsformænd og dyrlæger, når de møder op til en såkaldt socialsag, en sag, hvor der skal tages hånd om både mennesker og dyr. Sagerne er kendetegnet ved, at det ofte drejer sig om store flokke af dyr og en ejer, der hverken kan overskue at holde dyrene eller få dem neutraliseret.

"De sociale sager er ofte ulykkelige for både mennesker og dyr. Det er vigtigt at huske, at disse mennesker i reglen er glade for deres dyr og at det ikke er af ond vilje, de forsømmer dem. Det er mennesker, der ofte er et meget svært sted, og som er blevet ramt af livet i form af fx skilsmisse, sygdom eller død. Og det går ud over både dem selv og deres dyr," siger dyreværnschef i Dyrenes Beskyttelse Yvonne Johansen.

Socialsagerne er omfattende sager, der ofte kræver lange samtaler, flere besøg hos ejer og gode kommunikationsevner for at gøre det bedste for både dyr og mennesker.

På dyrenes side

En socialsag begynder typisk med, at Dyrenes Beskyttelse bliver kontaktet på Vagtcentralen 1812, hvor en bekymret borger har observeret problemer med dyrene hos en medborger. Det kan være alt for tynde heste, syge ubehandlede dyr, uhygiejniske forhold eller en ukontrollabel strøm af nyfødte kattekillinger. Herefter tager Vagtcentralen 1812 fat i enten en frivillig kredsformand eller en af foreningens dyrlæger, der kører ud til den pågældende adresse.

"Ude hos ejer handler det først og fremmest om at skabe en god kontakt med ejer, så vi i sidste ende kan finde den bedste løsning for dyrene i fællesskab. Da ejer ofte er et meget svært sted i sit liv, kræver det gode menneskelige egenskaber at få en dialog, der kan føre til, at vi kan hjælpe dyrene. Vi ser desværre alt for ofte, at når en ejer slår sig på livet, går det ud over både ham/hende selv, men også ejers dyr," siger Yvonne Johansen. 

Den frivillige kredsformand og dyrlægen forsøger at danne sig et overblik over sagens omfang: hvor mange dyr, drejer det sig om, hvilke typer af dyr bor der hos ejer og hvilken stand er dyrene i både sundhedsmæssigt og mentalt.

Hvis sagen viser sig at være så slem, at dyreværnsloven er overtrådt, bliver ejer meldt til politiet, og bliver en dyreværnssag. Men i langt størstedelen af sagerne forsøger både kredsformand og dyrlæge sammen med ejer til at finde en løsning, som kan være en overdragelse af dyrene til Dyrenes Beskyttelse eller rette op på problemerne med det samme. For i de fleste tilfælde er ejer ikke ude på at mishandle sine dyr:

"Når man ikke magter helt basale gøremål som at gå i bad og gøre rent, så magter man desværre typisk heller ikke at passe sine dyr. Det er sjældent af ond vilje, men fordi livet har slået én ud af kurs. Men det er aldrig i orden ikke at tage sig af sine dyr. Man har, uanset hvordan man selv har det, ansvaret for sine dyr og hvis man har det så dårligt, at man ikke kan passe dem længere, har man ansvaret for at overdrage dem til mennesker, der kan det som fx Dyrenes Beskyttelse. Det er der heldigvis mange, der ender med at gøre," siger Yvonne Johansen.

Når de overdragede dyr lander på et af Dyrenes Beskyttelses internater, venter der et stort arbejde med at helbredstjekke, vaske, klippe, vaccinere og træne dyrene, inden de kan blive adopteret og komme ud i nye, kærlige hjem. Læs mere om det store arbejde her.