19 hunde er netop blevet reddet fra en hård skæbne i en stor dyreværnssag. 10 af hundene er voksne hunde, mens de ni hunde er hvalpe. Alle hvalpene kommer fra et værre hundeliv og får nu en ny chance for at få et nyt hvalpeliv.
Kluntet, med store poter og bedårende hundeøjne: hvalpen Pripp ligger på græsset i hundegården på Nordjyllands Internat efter en træningstur til den nærmeste by. Hans pels er stadig hvalpeblød og øjnene er ved at lukke i efter træningsturen. Sammen med de andre hvalpe, hvoraf nogle er hans søskende, har han fået en ny chance for et godt hundeliv efter at være ankommet til Nordjyllands Internat. Her venter der Pripp og de andre hvalpe en periode med træning af socialisering, renlighed og alene-hjemme-træning.
"Det, der kendetegner alle hvalpene er, at de kun har set ejer og hans stue og have. De har svært ved at slappe af, når de er ude, og vil helst sidde helt op ad os. De higer efter opmærksomhed og undersøger ikke meget, når de er ude i hundegården. De skal derfor socialiseres til at kunne omgås mennesker i al almindelighed", siger internatsleder på Nordjyllands Internat Karina Fisker.
Hvalpene på Nordjyllands Internat øver blandt andet at køre bil, gå på gågaden i den nærmeste by og at være på stranden.
Seks af hvalpene kom på Nordjyllands internat, mens de resterende tre hvalpe kom på Brande Internat. Hundene er opkaldt efter karakterer i den klassiske danske film ”Kampen om Næsbygård” fra 1964.
Fra underdanig til modig
Alle ni hvalpe kommer fra samme omstændigheder og har levet et isoleret liv, hvor de i størstedelen af tiden gik i en stue med afføring på gulvet og den eneste menneskelige kontakt var til deres ejer. Hvalpen Pripp var meget forsigtig og underdanig, da han ankom til Nordjyllands Internat, og der har derfor været et stort arbejde med at give ham mere mod.
"Sammen med Pripp har vi arbejdet med, at han skulle turde mere. Vi har lavet agility-øvelser, hvor vi roser ham, når han klarer en øvelse, og det har givet ham mere selvtillid. Han har helt klart rykket sig, siden han kom ind til os", fortæller Karina Fisker.
I den anden ende af modighedsskalaen er Anker. Anker er den største af hvalpene, og da han ankom til Nordjyllands Internat, var der ingen tvivl om, at han ville bestemme. Anker kommer først, han er den modigste og sætter de andre på plads. Internatet har derfor arbejdet med at håndfodre ham, så han ikke har ressourceforsvar, altså er aggressiv. Nu ved han godt, man ikke behøver kæmpe for sin mad, og han er blevet meget roligere.
Og udover personalets kompetencer og viden, er der også en anden god grund til, at træningen er lykkedes:
"Hvalpene er stadig ikke så gamle, så vi har heldigvis haft et vindue, hvor vi stadig har kunnet påvirke dem i en positiv retning. Det betyder, at de kan få et mere normalt hundeliv end de voksne hunde fra denne sag. Jeg er sikker på, at hvalpene får nogle gode nye familier, der vil tage sig af dem og give dem et godt hundeliv", siger Karina Fisker.
De fleste af hvalpene er nu klar til adoption.