Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark fortsætter samarbejdet om at give tidligere cirkusdyr nye og værdige hjem. Sidste år fik landets fire sidste cirkuselefanter deres eget otium på Elefantsletten – og nu er tiden kommet til tidligere cirkustigre.
Flere og flere lande i Europa indfører forbud mod at have vilde dyr i cirkus. Det medfører, at en masse udslidte cirkusdyr bliver hjemløse. Cirkusdyrene har ofte haft et hårdt liv med talrige optrædener i årevis, og i de omrejsende cirkusser har dyrene måtte udstå lange og opslidende transporter fra by til by sæson efter sæson.
"Ingen vilde dyr hører hjemme i cirkussets rampelys. Vilde dyr hører hjemme i naturen, men man kan ofte ikke sætte dyr, der har levet årevis i fangenskab, ud i det fri. I stedet kan vi byde dem et roligt fristed, hvor de kan udfolde deres naturlige adfærd, hvor de bliver stimuleret og har flere muligheder for beskæftigelse. På den måde er vi med til at sikre nødstedte dyr en vej tilbage til værdighed, siger Anne Sofie Meilvang," biolog i Dyrenes Beskyttelse.
Dyrenes Beskyttelse og Knuthenborg Safaripark fortsætter derfor samarbejdet fra 2020, hvor Danmarks sidste vilde cirkusdyr, elefanterne Djungla, Lara, Jenny og Ramboline endelig kom ud af cirkusmanegen og rykkede ind på deres otium: Elefantsletten i Knuthenborg Safaripark. I 2021 er fokus at give tidligere cirkustigre et godt otium i Europas største tigerskov, hvoraf tigeren Keni er den første nye beboer.
Keni er født og opvokset i et spansk cirkus. Her blev han formentlig brugt som blikfang for at tiltrække gæster til cirkusset. Hvad publikum ikke vidste var, at Kenis forhold var stærkt kritisable. Den store tiger boede i et lille bur med tremmer, og han sultede. Derfor var Kenis tilstand dårlig, da det spanske cirkus lukkede, og organisationen AAP, Animals Advocacy and Protection, tog Keni til sig på deres redningsstation for reddede vilde dyr.
"De tidligere cirkusdyr har ofte en hård fortid, hvor de har levet under kummerlige forhold uden mulighed for at udfolde deres naturlige adfærd. Dette gør sig desværre også gældende for Keni, der var i meget dårlig fatning, da AAP fik reddet ham fra det spanske cirkus. Det har taget tre år for Keni at komme sig både fysisk og mentalt efter de mange år i cirkus", siger Anne Sofie Meilvang.
Da Keni ankom til AAP var han udsultet og meget stresset. Men langsomt faldt han til, og viste sig at være en rolig, stille og nysgerrig tiger. Han elsker at lege med bolde, og at tage en lur i sit anlæg. Og nu er tiden kommet til, at Keni skal bo i sit endelige hjem.
Tigerspring i måden at holde vilde dyr
Keni skal bo i den nye Tigerskov i Knuthenborg Safaripark, hvor parkens fire øvrige tigre også skal bo. Da tigre i naturen er solitære, enspændere, har man indrettet anlægget for at efterkomme dette behov. Nogle tigre, som er vokset op sammen, kan dog leve sammen. Her i Tigerskoven har de plads til at udfolde deres naturlige adfærd under de bedst mulige forhold:
"Den nye tigerskov bliver et topmoderne anlæg til både vores egne tigre og Keni. Anlægget har fokus på god dyrevelfærd og tilgodeser tigrenes behov for at kunne færdes alene, og for at have mange udfoldelsesmuligheder. Vi ønsker at bygge fremtidens tigeranlæg, ligesom vi gjorde med elefantanlægget. Derfor giver det også rigtig god mening for os at tage imod en tiger som Keni," siger Christoffer Knuth, direktør i Knuthenborg Safaripark.
Den nye tigerskov i Knuthenborg Safaripark bliver i første omgang 5,5 hektar, og inddeles i fire områder, så de solitære tigres behov for at færdes alene bliver opfyldt. Når anlægget er endeligt færdigt, bliver det otte hektar. Den nye tigerskov i Knuthenborg Safaripark åbner den 1. juni 2021, hvor både Keni og de øvrige tigre kan opleves fra trætoppene. Gæsternes oplevelser kommer nemlig til at foregå gående fem meter over jorden på en 200 meter lang boardwalk med udsyn til tigrene.
I 2020 gik Dyrenes Beskyttelse sammen med Knuthenborg Safaripark om at give de danske cirkuselefanter et værdigt otium. I år er der fokus på at give tigeren Keni det bedst mulige liv. Dette er blot de seneste eksempler i rækken på at hjælpe udslidte og reddede dyr til et værdigt liv i endeligt fristed.
"Udover tidligere cirkusdyr bliver der konfiskeret vilde dyr, der har været holdt som eksotiske kæledyr og dyr reddet fra den illegale handel med vilde dyr. Disse dyr har også behov for og krav på et endeligt fristed, der sikrer dem et godt og værdigt liv. Derfor arbejder vi på sigt på at redde endnu flere nødstedte dyr og give dem deres værdighed tilbage", siger Anne Sofie Meilvang.
Den nye tigerskov i Knuthenborg Safaripark åbner den 1. juni 2021, hvor parkens nuværende fire tigre samt den pensionerede cirkustiger Keni flytter ud i Tigerskoven. For Keni bliver det dagen, hvor han flytter ind i sit sidste hjem, hvor han for første gang bare skal være tiger.