I begyndelsen af september flyttede Elliot ind ved min kæreste og jeg. Selvom jeg er ansat i Dyrenes Beskyttelse og har haft hund hele mit liv, er det alligevel overraskende, hvor meget en hundehvalp kræver. Denne dagbog er fra en af de første dage med Elliot, da han var 8 uger.
Kl. 05.52: Elliot går uroligt rundt. Han piber lidt og kan ikke finde ro. Jeg står op og går ud med ham. Han tisser og får en godbid.
Kl. 06.03: Så er han klar! Nu skal vi lege! Jeg er dog ikke helt lige så klar som Elliot og giver det derfor et lidt halvhjertet forsøg med et trækketov ud over sengekanten. Han syntes hurtigt, jeg er kedelig og begynder at bide lidt i mine fingre i stedet for.
Kl. 06.41: Elliot falder i søvn igen, efter at have bidt i mine fingre, sin kurv og lidt i dørkarmen. Jeg er derimod lysvågen.
Kl. 07.08: Jeg giver op og står op. Elliot sover videre, mens jeg tager et bad.
Kl. 07.27: Jeg begynder at rasle med Elliots mad, og han vågner med det samme. Han ser meget sultent på mig, mens hans mad køler ned.
Kl. 07.39: Min kæreste står op og tager Elliot med ud at tisse. Han snuser glad rundt om tisser hele to gange og laver lort. Vi er selvfølgelig meget stolte.
Kl. 08.01: Vi leger med både pibedyr, trækketov og gummibidedyr. Det går vildt for sig, hvalpetænder er skarpe og jeg får en flænge i armen. Vi går ud og tisser for en sikkerheds skyld.
Kl. 08.22: Elliot falder i søvn midt i legen. Han bruger sit pibedyr som hovedpude.
Kl. 10.03: Elliot sover stadig. Han rykker sig lidt rundt, men sover videre.
Kl. 11.17: Elliot vågner og vi går ud og tisser. Han lægger sig ned og betragter mig lidt, da vi kommer ind igen.
Kl. 11.53: Det er tid til frokost. Elliot ser på mig med sine blå øjne. Han piber lidt og slikker sig om munden.
Kl. 12.07: Frokosten serveres og Elliot spiser. Vi går ud og tisser bagefter.
Kl. 12.24: Elliot tøffer lidt rundt og bider lidt i sit legetøj og lidt i sofabenet. Jeg afleder ham, og han falder i søvn.
Kl. 13.55: Ellliot vågner og vi går straks ud og tisser igen. Han sover videre bagefter.
Kl. 14.33: Jeg laver en kop kaffe og vil derefter sætte mig ind i stuen. Elliot har ædt min plante og jeg må støvsuge jord op. Kaffen er blevet kold.
Kl. 15.16: Jeg laver en ny kaffe mens Elliot sover. Får drukket kaffen varm.
Kl. 15.51: Elliot vågner og nu skal vi ud på tur. Han får sin sele på og vi pakker et net med håndklæde. Turen går til stranden.
Kl. 16.05: Vi parkerer bilen og tager Elliot ud af sit bur. Han er supernysgerrig men også lidt forsigtig. Det er første gang ved stranden.
Kl. 16.17: Vi kigger på bølger og dypper tæerne. Vi hilser også på en sort labrador. Det er en god oplevelse. ”gåturen” går med at sidde på numsen og gå lidt og så sidde på numsen igen.
Kl. 16.26: Vi er tilbage ved bilen igen og kører hjem. Elliot sover i sit transportbur.
Kl. 16.47: Vi er hjemme igen. Elliot tisser igen og falder derefter straks i søvn. Han fordøjer de mange indtryk og bjæffer lidt i søvne.
Kl. 18.02: Elliot vågner og vi går ud og tisser.
Kl. 18.16: Aftensmaden serveres. Elliot er træt og spiser kun halvdelen. Resten får lov til at blive stående.
Kl. 18.21: Vi går ud og tisser igen. Han skider også.
Kl. 18.34: Elliot leger lidt med sit legetøj, mens vi spiser aftensmad. Han skiftevis bider i sofaen og i mig da legetøjet bliver lidt kedeligt.
Kl. 18.44: Vi går ud og tisser igen. Her hilser vi på naboens hund Rita, som Elliot er lidt bange for mig men også meget interesseret i.
Kl. 19.02: Elliot snorksover under sofabordet.
Kl. 21.58: Elliot og min kæreste går ud og nattisser. Vi går i seng bagefter. Elliot piber og bider i sin kurv. Han ligger ved siden af min kæreste, som lægger en hånd ned til ham. Han falder hurtigt i søvn.
Kl. 01.47: Elliot vækker os. Han kommer ud og tisser og vi går i seng igen.
Kl. 03.29: Elliot går rundt og piber lidt. Jeg står op og opdager, at han har bidt hul i sin madras og ædt en masse vat. Vattet er nu brækket op og ligger selvfølgelig på hans tæppe og ikke på gulvet. Jeg tørrer vatbræk op og lægger tæpper i vaskemaskinen. Min kæreste går ud og tisser med Elliot.
Kl. 07.11: Elliot vågner og er glad og klar til en ny dag. Vi starter med en tur ud at tisse.
VOV - Viden om Vovser
VOV er et forum til dig som enten lige har fået en hvalp eller som har hund og blot ønsker at blive klogere på din hunds adfærd. VOV samler en masse viden om alt fra træning, til adfærd til hjælp til at håndtere de følelser, der følger med, når man som ejer bliver knyttet til sin hund.
VOVs formål er at guide hundeejere til at få det bedste forhold til deres firbenede venner og til at hjælpe endnu flere med at være ansvarlige hundeejere.
Dansk Kennel Klub har løbende været behjælpelige med viden og sparring omkring hundeadfærd og ansvarligt ejerskab. Besøg Dansk Kennel Klubs hjemmeside her.