[VIDEO] En ny undersøgelse fra Dyrenes Beskyttelse viser, at 72% af danskerne synes, at grise skal have bedre forhold. Dyrenes Beskyttelse har derfor bedt en række politikere om at se på virkeligheden i håb om, det vil skabe en debat om, hvorvidt det er i orden, at man klipper og skærer i dyr, alene fordi det gør det lettere at holde og sælge dem.
Grisen har en særlig plads i danskernes hjerte - både historisk, madkulturelt og erhvervsmæssigt. Danmark er suverænt det land i verden, der har flest grise pr. indbygger - og det burde forpligte. Men i den industrielle svineproduktion er dyrene pressede.
Dyrene bliver tilpasset faste systemer, der ikke opfylder deres naturlige behov, i stedet for at systemerne tilpasses grisene. 97% af danske grise bliver halekuperet, selvom rutinemæssig halekupering har været ulovligt i over 20 år. Det gør de blandt andet, fordi grisene bliver stressede på grund af mangel på plads, ordentlige rodematerialer og adgang til udendørsarealer. Man kastrerer hangrisene uden bedøvelse og fikserer søerne i en boks i ugerne omkring deres faring.
Vi advarer om stærke billeder.