dødt ved

Sådan gør du haven vild: Bevar de gamle træer og sørg for dødt ved

Døde træer og kvas er guld værd, hvis du vil skabe gode levesteder og fødekilder for insekter og fugle i din have. Så drop turen til genbrugsstationen og lad det døde materiale ligge.

Skrevet af:
Pernille Schousboe

Gamle, krogede træer og dødt ved – altså døde grene, hækafklip og høje træstubbe – er vigtige for at skabe mere vild natur i haver og parker.

Traditionelt set bliver døde træer og kvas ellers opfattet som grimt rod, der bare skal køres til genbrugsstationen, men uordentligheden giver en masse liv. Det døde materiale er nemlig fabelagtige levesteder og gode fødekilder for mange insekter, svampe, fugle og pattedyr.

LAD DE GAMLE TRÆER VÆRE

Tusindvis af insektarter elsker og lever på gamle træer. Men desværre er vi mennesker ikke så glade for dem.

Så snart et gammelt træ får lidt svamp, skygger i haven eller ser ud til måske at kunne vælte i den næste orkan, kalder vi dem for risikotræer og fælder dem. Det er faktisk nået så vidt, at vi mangler gamle træer i hele landet. Især de lækre, krogede træer, der er vokset op i fuld sol.

Det tager selvsagt lang tid at få et gammelt træ, og derfor er situationen alvorlig. De utallige smådyr og insekter, der knytter sig til levesteder på gamle træer, er nemlig i tilbagegang som følge af manglen på gamle træer.

Hvis du har et gammelt træ i haven eller på fællesområdet, så pas rigtig godt på det. I stedet for at fælde gamle træer, kan træerne stynes og topkappes, så de ikke er i fare for at vælte eller smide grenene ned i hovedet på folk.

SELV EN STUB HAR VÆRDI

Du kan også hjælpe til med at lave gode levesteder på gamle træer ved at veteranisere dem. Det vil sige, at du beskadiger dem uden at slå dem ihjel og dermed laver hulheder til naturlige fuglereder. Det giver også steder, hvor flagermus, mariehøns og nældens takvinge kan overvintre, og hvor trælevende biller, svampe og bier kan bo.

Hvis du alligevel bliver nødt til at fælde et træ, så lad en 2-4 meter høj stub stå at forgå lige så langsomt. Især træstubbe, der står i solen, er et værdifuldt levested. Du kan plante en klatreplante op ad stammen, såsom kaprifolie eller vedbend, eller sætte fuglekasser op, hvis du ikke synes, at stubben pynter nok i sig selv.

GØR PLADS TIL KVASBUNKEN OG BRÆNDESTAKKEN

En kvasbunke af blade, haveaffald og hækafklip eller en stabel gamle brændeknuder skaber også vigtige levesteder i haven. Det er de mest effektive insekthoteller, der findes. De har mange små hulrum og kroge, som dyrene kan bruge til at gemme sig i, spise af og omsætte.  

Kvasbunken er et pindsvins vinterpalads og fungerer som rede for dens unger i løbet af sommeren. Kvasbunken er nem at lave, og jo større en bunke, og jo flere der er plads til des bedre. Så behold alt haveaffaldet, og saml det rundt omkring i haven. Det kan både være i sollys og under en hæk eller busk, så der er mest muligt variation i forholdene i bunken og dermed flest mulige forskellige dyr, der kan bo der.

Når kvasbunken er lavet, skal den bare have lov til at passe sig selv. Lad være med at forstyrre bunken, men fyld op med nyt materiale ind i mellem, så dyrene ikke skal flytte hvert år. Du kan sagtens kigge i bunken og beundre livet deri, hvis du gør det lidt forsigtigt og lægger grene og blade tilbage igen.

En kvasbunke eller brændestak kan arrangeres i nysselige eller kunstneriske stakke, som smukke kvashegn eller lægges i store bunker. Smådyr og svampe er ligeglade, så kreativiteten kan få frit løb, hvad angår udformningen.

GOD FORNØJELSE!

Få mere inspiration til, hvordan du kan skabe mere vild natur, hvor du bor

Fotos: Katrine Turner

5 TIPS TIL EN VILDERE HAVE

  • Fæld ikke gamle træer. Styn, eller topkap dem
  • Skal et gammelt træ fældes, så lad 2-4 m stub stå
  • Bor store og små huller i dine træer
  • Husk, at kvasbunker og brændestabler er effektive insekthoteller
  • Arranger evt. kvashegnet eller brændestablen i dekorative former for æstetikkens skyld

VORES NATUR

Organisationerne Dansk Ornitologisk Forening, Dyrenes Beskyttelse, KFUM Spejderne, og Praktisk Økologi er gået sammen om at skabe ’Vild Natur, Hvor Du Bor’. Følg med på de enkelte organisationers hjemmesider for at se mere og følge med i gode tips og tricks, arrangementer, kurser og events.