Pause !

I skrivende stund er jeg lige kommet ind fra aftenfodringen. Regnen står nærmest vinkelret på ruderne, tagrenderne løber over og en storm går over landet. Det er blevet tidligt mørkt i dag, på trods af at lyset i den grad er mærkbart tiltagende her i marts.

Selvom dyrene ikke tager skade af vand og blæst, var der ingen grund til at trække fodringen længere – det bedste af dagen er gået, og ænder, gæs, høns og kaniner kan ligeså godt kom ind for natten nu. Man ved aldrig, om træerne begynder at vælte og om tagplader og husdyr flagrer gennem luften, når vindstyrken tager til. Ræven holder nok lav profil, den er heller ikke glad for våd pels.

Den officielle vinterperiode er ovre. Forrige år var også mildt, og så slog frosten til i marts. Indtil videre er vi sluppet historisk nemt om ved det. Rekorderne ligger tæt for tiden, og der er nok at bekymre sig om, når nu vi frimodigt har sat og fortsat sætter vores livsgrundlag over styr.

Men der er ikke andet for end at leve undervejs – glæde sig over daglige glæder. Én af dem er, at det ikke en eneste gang denne vinter – endnu, har været nødvendigt at hakke dyrenes vandtrug fri for is. Markerne har ikke på noget tidspunkt været dækket af sne, og dyrene græsser dagligt.

Vi er sluppet for den store temperaturgradient, hvor man formummet i termokedeldragt, hue, vanter og halstørklæder, arbejder i personlig sauna, mens øjenvipperne fryser fast til hulerne. Jorden er blød – omend lidt rigeligt fugtig, medgørlig og til at grave i, så der til stadighed kan plantes træer.

Sidst men ikke mindst er der alle muligheder for at lave forårsarbejde nu, beskæring af buske m.m. og på den måde bliver der mindre pres på kroppen de resterende måneder. Til gengæld mangler vi vinterpausen.

Hvert år glæder vi os til den mentale ro, som tiden efter julemarkedet og frem til forårets komme giver. Der er mere fri leg med tanker og planer end i vækstsæsonen, hvor både planter, gård og arrangementer for alvor skal passes.

Læsepause

Denne vinter har jeg arbejdet intenst på at færdiggøre min tredje roman ”Den sidste humanist”. Efter adskillige gennemskrivninger, rettelser og – måske vigtigst af alt – bortskaffelser er manuskriptet nu klar til korrekturlæsning. Et udprint af romanen, det første samlede eksemplar, ligger her ved min side.

Det er fysisk, håndgribeligt at bladre i og langt mere overskueligt i forhold til at vurdere helheden. Alle ordene skal læses mindst et par gange mere. Der bliver ved med at være noget sprogligt, som kan strammes op, selvom forlagsdirektøren - det er Søren Sørøver - mener, at det snart bør få ende.

Fra øverste skuffe i min bedstefars gamle skrivebord er en rød skolelærerpen fremdraget, og snart følger redskabet manuskriptet rundt blandt korrekturlæserne.
Først og fremmest er det en historie. En fortællerglad fortælling om mennesker og om radikalisering fra en uventet kant. Om de mange syn på humanisme afspejlet i tanker og handlinger, om næsteukærlighed og hvad vi gør ved hinanden, os selv og vores medskabninger dyrene.

Vores to gårdhunde Albert og Dagmar er altid tæt på. Når jeg skriver, foregår det oftest ved spisebordet, hvorunder der er plads til en hund på hver fod. Det er ikke bare en fysisk varme, de giver, den er i høj grad også sjælelig.

Inde på arbejdsværelset er der ikke meget rum under bordet, det er sådan et gammelt ét, som består af to store skabe med et hul til benene i midten. Så snart, jeg sætter mig herind, følger hundene med og lægger sig på tæppet lige bag. Skal der bages en kage, ordnes opvask eller anden aktivitet i køkkenet, bliver det for vanskeligt for dem at vælge den nærmeste plads, og da stiger de op i hver sin lænestol og sover med et øje på klem. Altid opmærksomme på, om man stadig er der.

Vi købte to gamle lænestole billigt i en genbrugsforretning. De var i fin stand, og så kunne de gemmes, tænkte vi, til når vi bliver gamle og skal sidde ned. I begyndelsen stod stolene ovenpå, hvor de var i sikkerhed for dagligt smuds og arbejdstøj.

En aften Søren Sørøver var træt af at sidde på vores stive spisebordsstole – og de var eneste mulighed, bar jeg den ene lænestol ned i køkkenet, og siden har det været Sørøverens stol. Indtil Dagmar flyttede ind. Nogle gange deler de den, men det kommer an på, hvor insisterende Søren er.

Vores 150 år gamle stuehus er temmelig koldt, selvom det er istandsat og isoleret. Især gulvene er kolde, når det blæser udenfor, så da Albert blev hentet til gården i sommer, flyttede vi den anden lænestol ned i køkkenet også. Måske husker du Albert – han kom hertil, fordi et spædbarn i hans tidligere familie viste tegn på overfølsomhed. Nu er der et hævet leje til begge hunde. De har ikke faste pladser og holder sig fra husets øvrige møbler, så det fungerer fint. Desuden ligger de altid i klappehøjde, når man kommer forbi.

Læsestolenes tid som pæne møbler er ovre, men de har ikke kostet ret meget, og du godeste hvor har både vi og hundene megen glæde af det lune, polstrede møblement. Når stolene engang er slidt op, tager vi i genbrugsbutikken og køber en lurvet sofa, Albert og Dagmar kan ligge i sammen.

Lone Landmand