Kattene Gaia og Theo bor i dag i et kærligt hjem

Theo fik et hjem og en søster

Theo var den eneste overlevende killing, ud af en familie på mor og fire søskende. Gaia var blevet efterladt med sin søster i en skov. De to killinger havde akut brug for hjælp, men heldigvis fik de både et hjem og hinanden.

Skrevet af:
Fie Bau Madsen

Theo og Gaia var to ud af mange killinger, som blev kasseret i sommeren 2019. I første omgang så det ikke ud til, at de ville klare sig, men med den rette pleje og omsorg overlevede begge katte. I dag bor de to sammen og lever det søde katteliv i Nordjylland.

”Der var mange gange i forløbet, hvor jeg troede, at de ikke ville overleve. Men det lykkedes, og i den proces knyttede jeg mig til dem. Fordi jeg troede vi mistede dem så mange gange”, fortæller Sara, som er veterinærsygeplejerske ved Nordjyllands Internat.

Efterladt i en skov

I slutningen af juli 2019 var et kærestepar ude og gå en tur i skoven nær Dronninglund. Pludselig hørte de en underlig lyd, og de besluttede sig for at følge den, for at finde ud af hvor den kom fra. Efter en intens søgen fandt kæresteparret kilden: To bittesmå killinger.

Killingerne var kun 14 dage gamle, da parret fandt dem. De var lune og rene, så der var ingen tvivl: Killingerne var blevet efterladt, og muligvis inden for meget kort tid. Heldigvis blev de fundet i tide og bragt til Nordjyllands Internat. Her blev de to killinger sendt i pleje, ved en flaskeplejefamilie. Den ene killing blev døbt Gaia.

Mistede hele familien

Theo var en killing ud af et kuld på fem. Theo blev fundet sammen med sin mor og sine fire søskende, og de var alle sammen i utrolig dårlig stand. Da den lille kattefamilie blev opdaget, var det umuligt at komme tæt på dem, da missemor var meget sky. Damen der fandt dem, holdt derfor øje med dem hele dagen, men fordi de var i så dårlig stand, døde fire af killingerne i løbet af dagen.

Til sidst lykkedes det at lokke moren frem, og de to katte blev hurtigt kørt til Nordjyllands Internat. Desværre var Theos mor så ilde tilredt, at hun ikke klarede den. Der var derfor akut brug for en ammemor, men da det ikke var muligt at finde én, kom Theo i stedet ud til samme flaskeplejemor som Gaia.

Sara var solgt

Under deres tid som flaskekillinger, blev de to små fulgt tæt af Sara fra Nordjyllands Internat. Selvom Sara hver dag ser mange dyr, så gik der ikke længe, før hun forelskede sig i de to killinger. Og derfor endte hun med selv at adoptere dem.  

”Jeg havde dem begge to med hjemme en nat, inden plejemoren kunne hente dem. Derfor havde jeg dem meget tæt på, mens de var helt små. Jeg forelskede mig i dem løbende, fordi jeg havde så meget kontakt med dem. Theo er utrolig blid og det kunne jeg ikke stå for. Og Gaia er bare så smuk. De var nødt til at flytte hjem til mig,” afslutter Sara.

 

  • Del artiklen på: